Der er gode grunde til at etablere tidlige indsatser for børn i udsatte boligområde, det viser CFBU’s nye rapport Sammen om børnene. Relativt flere børn vokser her op i sårbare familier, og den internationale forskning peger på de første leveår som afgørende i udviklingen af børns sociale, personlige og kognitive evner. CFBU har med en kortlægning af de tidlige indsatser i udsatte boligområder samlet en række konkrete erfaringer fra arbejdet med sårbare børn og forældre.
Vi har talt med Kristian Sinding, projektleder, helhedsplanen i Nøjsomhed, Helsingør, om arbejdet med sårbare børn og deres forældre:
Hvordan arbejder I med skabe bedre vilkår for sårbare børn i udsatte boligområder?
Vi har indsatser for børn i alle aldersgrupper, f.eks. Naturpatrulje og lommepengeindsatser. Vi tager udgangspunkt i, at vi skal forsøge at støtte hele familien. Når vi taler om sårbare børn, er der ofte om tale om sårbare familier, så der er også aktiviteter, der retter sig mod forældre, såsom temaaftner og familiekurser. Vi kan ikke gøre det alene, så den boligsociale helhedsplan arbejder tæt sammen med kommunale samarbejdsparter, da vi sammen er bedre til at kvalificere indsatsen samt at nå de familier, som alle har svært ved at nå.
Hvor vigtigt er det at arbejde med tidlige indsatser?
Tidlige forebyggende indsatser er helt essentielle. De sårbare børn og deres familier kendes ofte fra børnene er små, hvorfor det er naturligt at bruge ressourcer netop på den tidlige indsats. Udfordringen med børn, der er ’bagud på point’ ved skolestart, følger ofte barnet igennem hele barndommen og kan resultere i store udfordringer og marginalisering senere hen. Der bør fokuseres på at skabe chancelighed for alle børn ved skolestart. Det er det mest menneskelige og det økonomiske bedste at gøre.
Hvor er det, at I kan se det rykker?
Familiekurset har rykket på mange planer. Ikke mindst har de deltagende familier tilkendegivet, at forældrekompetencer og forståelse for forældrerollen er øget. Institutionerne fremhæver, at de deltagende børn er mere velfungerende i dagligdagen og der er et bedre samarbejde med forældrene. Institutionerne har fået øje for, hvorledes samarbejdet med sårbare familier kan styrkes, f.eks. hvordan inviterer vi til forældremøde?
Har I nogle gode råd, som I kan give videre til andre, som arbejder med sårbare børn og forældre? Hvad virker?
Jeg tænker, at et dilemma kan være, at: ”Vi professionelle kommer til ’at smøre’ det samme ud over alle – og det er de samme familier, som vi ikke når”. Her bør man starte sine overvejelser, da de sårbare familier ikke benytter eksisterende tilbud. Ellers skal man overveje, hvorledes et aktivt læringsforum skabes, hvor forældrene ikke har en følelse af at være dårlige forældre, men sænker skuldrene og kan indgå i dialog, altså en inddragende og dialogbaseret tilgang med masser af plads til drøftelser. En praksisorienteret tilgang – vi skal ikke sige, hvad forældrene skal gøre, men vise det i stedet for er vigtig.
Samtidig er der vel sagtens også faldgruber i arbejdet, kan du nævne nogle som man bør undgå?
I familiekurset blev vigtigheden af at tage udgangspunkt i forældrenes forforståelser helt afgørende – ’at vokse op mellem to kulturer’ og forældrerolle blev markante overskrifter. Her bør den professionelle være særlig nysgerrig og skabe rum for dialog. Et andet opmærksomhedspunkt er den entydige fokusering på sprog. Der bør arbejdes med det brede syn på skoleparathed; sprog, motorik og sociale kompetencer.
Hvis man er helt ny på det her område, hvad er det så vigtig at fokusere på?
En afgørende faktor for at ’lykkes’ med en tidlig indsats i sårbare familier, er at starte med at opbygge en form for relation til familierne. I vores familiekursus har mentorarbejdet hjemme hos familierne haft særlig betydning for deltagelse og læring hos forældrene. En anden pointe er, at alle mødrene fremhæver det særlige vigtige i, at fædrene deltager, så forældrene kan samarbejde om opdragelsen og ikke modarbejde hinanden.
Har du en historie med dette arbejde, som har gjort særligt indtryk på dig?
Ja da. Der er mange, men jeg vil fremhæve denne: Efter et oplæg/dialog om et emne kom en far hen til mig og sagde: ”Kristian, det er første gang, jeg kan tale om alt det, der er svært med mine børn uden at få ondt i maven”. Wow.
Fremtidsperspektiver i metoder med arbejdet – hvordan ser det ud om 10 år, hvis du skal give et bud?
Vi bør overveje, hvorledes vi måler indsatser for sårbare familier. Mit bud vil være, at det vil være markant stærkere med en overordnet målsætning om at knytte de sårbare familier til almen området (dagtilbud og folkeskoler), hvor der er plads til langsigtede mål for varige forandringer hos familierne. Dagtilbud og skoler kan udvikle ny praksis for at nå de udsatte familier. Lad os bruge den viden, som vi ved virker i arbejdet med komplekse udfordringer hos sårbare familier – her er der plads til et paradigmeskifte.