Hvordan arbejder praktikere og byudviklere for at omsætte parallelsamfundspakken til velfungerende og socialt bæredygtige boligområder? Det spørgsmål er forbundet med en række dilemmaer. Chefkonsulent hos Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) og Ph.d.-studerende Lasse Kjeldsen udlægger i dette interview pointer fra sin forskning i de såkaldte omdannelsesområder, som står foran store forandringer frem mod 2030.
Hvad er socialt bæredygtig byudvikling?
Socialt bæredygtig byudvikling henviser til en byudvikling, der understøtter en harmonisk udvikling af civilsamfundet, tilskynder til social integration og fremmer et socialt miljø, hvor kulturelt og socialt forskellige grupper kan leve i forenelighed, samtidig med at livskvaliteten forbedres for alle dele af befolkningen.
Det betyder i praksis, at man i byudviklingen skal have fokus på, hvordan udviklingen påvirker den sociale lighed og folks livsmuligheder, herunder hvordan byudviklingen kan bidrage til socialt inkluderende bymiljøer. Det betyder også, at man bør have fokus på, hvordan der gennem byudviklingen skabes grundlag for et velfungerende civilsamfund og et aktivt og inkluderende socialt liv i byen. Og endelig er der inden for social bæredygtighed fokus på, hvilke muligheder for deltagelse, som byudviklingen tilbyder. Gode bymiljøer er ofte steder, som beboerne selv har mulighed for at sætte deres præg på – både ved at blive inkluderet i de beslutninger, der vedrører deres lokalmiljø, og ved selv at få lov til at udfolde sig og præge deres omgivelser.
Hvad er de vigtigste konklusioner fra din rapport om socialt bæredygtig byudvikling?
Undersøgelsen peger på, at byudvikling med blandede ejerformer i udsatte boligområder har et stort potentiale, men langt fra er problemfrit. En udfordring er, at byudviklingen bliver domineret af hensynene til at tiltrække investorer og tilflyttere. Men disse grupper har ikke nødvendigvis samme interesser og ønsker til byudviklingen som de eksisterende almene beboere. Derfor er der en risiko for, at forbedringen af områderne sker på de mest udsatte beboergruppers bekostning.
Hvad er særligt relevant for beslutningstagere?
Jeg mener, at beslutningstagere bør være opmærksomme på, at det kan være svært at skabe en velfungerende bydel, hvis en stor del af beboerne føler, at de er blevet kørt over og deres ønsker er blevet tilsidesat. En del af fortællingen omkring parallelsamfundsaftalen – der godt kan fortolkes således at nogle beboere udgør et “problem” for boligområdet – gør det endnu mere vigtigt, at man anlægger en inkluderende tilgang til byudviklingen. Her vil jeg pege på begrebet “social bæredygtighed” som et hjælpsomt perspektiv.
Hvad er fordelene ved at arbejde med fokus på social bæredygtig byudvikling?
Fordelene er, at vi får nogle bedre boligområder med en højere grad af trivsel. For udsatte almene boligområder, hvoraf en del i disse år er under omdannelse til blandede boligområder med en blanding af ejerformer, er der derudover nogle særlige fordele. Den internationale forskning har nemlig vist, at omdannelser til blandede bydele ofte igangsætter nogle sociale eksklusionsmekanismer, der kan betyde, at udsatte almene lejere bliver yderligere marginaliseret i det område, hvor de bor. Ved at have fokus på den sociale bæredygtighed i byudviklingen, kan man forhåbentlig bidrage til at modvirke disse eksklusionsmekanismer.
Hvad er det svære ved at arbejde med fokus på social bæredygtig byudvikling?
Der er mange udfordringer. Dels er man oppe imod nogle markedskræfter, der naturligt vil favorisere økonomisk bæredygtige løsninger over den sociale bæredygtighed. Dén investering, der gør et område rart at bo i for alle, er ikke nødvendigvis den, som giver det bedste afkast. Så her er der et stort behov for, at boligorganisationer og kommuner sætter barren højt og stiller krav til byudviklingen – selvom de udsatte områder måske ikke i udgangspunktet udgør den mest attraktive investeringscase.
Derudover peger social bæredygtighed på behovet for at tænke den håndgribelige fysiske byudvikling sammen med det mere uhåndgribelige – såsom sociale praksisser, kultur og den måde, vi omgås hinanden i boligområderne. Det er meget svært for planlæggere såvel som praktikerne ude i fx de boligsociale helhedsplaner, fordi det kalder på en kobling af forskellige fagligheder, som ikke rigtig er vant til at arbejde sammen. Her er der et stort potentiale i at koble det boligsociale arbejde bedre sammen med den fysiske byudvikling.