I 2018 præsenterede Regeringen parallelsamfundspakken ”Ét Danmark uden parallelsamfund”, der skulle bekæmpe parallelsamfund. Begrundelsen var bl.a. at for mange etniske minoritetsborgere i Danmark lever isoleret fra det danske samfund, og fra danske normer og værdier. Et centralt greb i pakken var at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 pct. i 15 ”hårde ghettoområder”. Ideen var, at flere private boliger ville tiltrække økonomisk og socialt ressourcestærke beboere, og at dette vil medvirke til at afhjælpe områdernes sociale problemer.
Men at udvikle udsatte almene boligområder til attraktive og socialt blandede bydele er ikke nogen let opgave. I en ny rapport undersøger CFBU, hvordan praktikere og byudviklere arbejder for at omsætte parallelsamfundspakken til velfungerende og socialt bæredygtig byudvikling.
Rapporten, som er en del af et PhD-projekt, peger på, at mange internationale studier viser, at en lignende byudvikling nok gør, at beboerne lever side om side, men de reelt ikke har noget med hinandens liv at gøre. I visse områder har det skabt anspændte sociale konflikter mellem beboerne.
Praktikerne står ofte med en fod i hver lejr og over for en række dilemmaer. Byudviklingen skal kunne flere ting på én gang: At gøre områderne attraktive for investorer og ressourcestærke tilflyttere udefra, men samtidig også formå at trække udviklingen i en socialt bæredygtig retning med fokus på at inkludere de nuværende beboere i udviklingen.
UDFORDRINGER MED BORGERINDDRAGELSE
Undersøgelsen peger desuden på udfordringer ved borgerinddragelse og involvering i byudviklingen. Dels er rammerne for byudviklingen meget håndfaste, fx i form af kravet om maksimalt 40 pct. almene familieboliger. Og dels oplever praktikerne et tidspres: Inden 2030 skal man være færdige med de store omdannelser, der skal til for at nå målene i parallelsamfundspakken. Det betyder, at de i mange tilfælde ikke oplever at have tid til en reel inddragelse af beboerne.
Der er i mange år blevet arbejdet boligsocialt i områderne, og ofte har det boligsociale arbejde netop fokus på udsatte beboeres livsmuligheder og på at involvere beboerne og give dem mulighed for indflydelse og deltagelse i samfundslivet. Så kan man ikke bruge de erfaringer til at inkludere og involvere de nuværende beboere mere i byudviklingen? Undersøgelsen peger på, at byudviklingsindsatserne fortsat kan blive bedre til at inddrage boligsociale og lokalsamfundsopbyggende elementer. Således at der kan bygges bedre bro mellem strategisk byudvikling og lokal deltagelse. Og at der gøres mere for at understøtte fællesskab og for at fremme lighed og retfærdighed i byudviklingsprocessen, så udviklingen af områderne kommer alle borgere til gode.
Er du yderligere interesseret i emnet. så kan du læse den bagvedliggende forskningsartikel ‘Bringing social sustainability into the mix: framing planning dilemmas in mixed-tenure regeneration’ her:
