– VI HAR ET FYRTÅRNSPROBLEM MED MARGINALISEREDE DRENGE

Søren Hvas, 64 år og socionom, er én af de personer, som har det store overblik over det boligsociale arbejde i de udsatte boligområder. Han har været med fra starten i 70’erne, og har været mangeårig medarbejder både i Københavns og Hvidovre Kommune, og med i projekter i bl.a. Mjølnerparken, Tingbjerg, Brøndby Strand m.fl. Søren Hvas’ hjerte banker også tydeligt for Avedøre Stationsby, hvor han bor, og tidligere har arbejdet som både sagsbehandler og gruppeleder. Det skinner klart igennem, da han på opfordring kom forbi CFBU til en kop kaffe og en løs snak om det boligsociale arbejde og hans mangeårige arbejde i feltet. Der kom mange solskinshistorier, ikke mindst fra Avedøre, men en vis bekymring skinner klart igennem:

– Det, som jeg synes er tragisk, er, at vi efter mange generationer fortsat producerer unge mænd som er socialt marginaliserede, og som bliver kriminelle. Det er såvel fra de socialt udsatte danske grupper såvel som socialt udsatte etniske grupper og måske en overrepræsentation af de etniske. Jeg synes, at det er et problem, at vi lever i et samfund, som stort set ikke har ændret sig siden jeg gik i skole.

– De unge i den tunge gruppe står udenfor døren indtil et vist tidspunkt af deres ungdomsliv; så står de pludselig indenfor døren, men vel og mærke bag en dør, der ikke har et håndtag, i et fængsel, hvor de ikke kan komme ud! Det er tankevækkende, at det går socialøkonomisk supergodt i Avedøre Stationsby sammenlignet med gennemsnittet af Hvidovres almene boliger, men vi producerer stadig denne her gruppe af kriminelle og socialt marginaliserede drenge. Det synes jeg er et fyrtårnsproblem.

– Naser Khader sagde en gang noget, der bør vække eftertanke: – I Mellemøsten skal man slå øjnene ned, når man får en skideballe af læreren. I Danmark siger læreren: – Se mig i øjnene, når jeg taler til dig. Det er et meget fint eksempel på det med kulturelt indblik. Der er en blind plet i Danmark, hvor vi ikke kan se vor egen kultur, og så opstår der konflikter. Børnene og de unge kan ofte komme i situationer, hvor den type nonverbale kommunikation, som de har med deres forældre misforstås, når de bruger den i skolen.

– I visse grupper er der stadig kimen til marginalisering, fordi nogle af de unge kommer til at leve i tre kulturer. Drengene lever i en kultur derhjemme under ét regelsæt, så lever de i en kultur i skolen som slet ikke passer til det regelsæt, som er derhjemme i forhold til kønsroller og i forhold til mange ting som f.eks. boglighed. Og så lever de i gadens regelsæt, fordi de hænger ud på gadehjørnerne og er ikke er hjemme. Og der er nogle af drengene, som ikke kan håndtere det. Pigerne kan nemmere håndtere det, det kan vi også se ud af vores statistikker.

– Jeg har lige været i Tyskland og set nogle valgplakater, hvor der står at vi skal gå fra ”Hjertelig velkommen” til ”Aktiv integration”. Det har vi svigtet i mange år. Vi har ikke forstået at stille de rigtige rammer op. Vi har jo en antagelse om, at jo mere folk bliver spredt, jo bedre bliver de integreret. Det er sandsynligvis modsat, det viser al erfaring. Man integreres bedst i grupper fordi man bl.a. hjælper hinanden, hvor dem, der har mere erfaring hjælper den mindre erfarne. Det er jo dokumenteret, at f.eks. arbejdsløse tyrkere, der bor i områder med mange tyrkere i arbejde, nemmere kommer i arbejde.

– Arbejdet med at integrere efterkommerne af ”fremmedarbejderne” og flygtninge, der kom hertil for årtier siden, har ikke virket ordentligt. Der skulle have været, og skal være en meget mere aktiv dialog med forældrene. Gensidige krav og forventninger skal gøres tydelige. Den nuværende tone, hvor”fremmede” under et ses som dem, der truer samfundet, skaber større skel i samfundet og giver medvind til de kræfter i de etniske grupper, der argumenterer for at fastholde gamle traditioner. Integrationen lykkes ikke på fløjene, men på midten. De marginaliserede unge produceres i tomrummet mellem fløjene.

– De mest marginaliserede kriminelle, dem skal der nogle særlige strategier til. Nogle af dem er meget komplicerede. Der er ingen tvivl om, at alle dem, som har været mest kriminelle og marginaliserede, og som er kommet ud på den anden side, de har alle sammen i deres fortælling haft en sætning som hedder: – ”Og så mødte jeg…” Det er altid en personlig relation, som har givet dem en vej ud. Og det vil sige at vi skal tilbyde de udsatte unge personlige relationer. Det er jo håbløst at adressere ansvaret for unges problemer til de forældre, der allerede har dokumenteret, at de ikke kan håndtere det. Det er ikke mindre latterligt at tro, at økonomisk straf styrker disse forældres kompetencer. Og det skal være kompetente personlige relationer til de hér mennesker, som går igennem last og brast med dem, besøger dem i spjældet, og fastholder den personlige relation i udviklingsforløbet. Det er det, jeg kender til, som har virket, slutter Søren Hvas.