D. 23. maj holder Center for Boligsocial Udvikling konference i København under titlen ” Civilsamfundets potentiale i kriminalitetsforebyggelse”. Dagen byder på inspirerende oplæg og gode eksempler på samarbejde med civilsamfundet om kriminalitetsforebyggelse. Som optakt til konferencen har vi interviewet en af hovedtalerne på konferencen, Andreas Hagedorn Krogh, ph.d.
Der er stadig få ledige pladser til konferencen. Læs mere og tilmeld HER.
Andreas har gennem sin forskning undersøgt, hvordan offentlige aktører kan styrke det kriminalpræventive samarbejde mellem myndigheder, private virksomheder, civilsamfundsorganisationer, frivillige foreninger og beboernetværk i Danmark. Til konferencen vil han give en indføring i samskabelse på det kriminalpræventive område og sætte fokus på, hvad der skal til for at lykkes med at samskabe tryghed og kriminalitetsforebyggende tiltag.
HVAD ER DET FOR EN SYNERGI DER KAN OPSTÅ MELLEM BORGERE OG MYNDIGHEDER, SOM KAN STYRKE FOREBYGGELSESARBEJDET?
– At samskabe tryghed beror på en forståelse af borgerne som vidende og kompetente, særligt om deres eget liv, deres lokalområde og de sociale forhold, der gør sig gældende dér. De har en viden og et sæt af relationer, som offentlige myndigheder ikke besidder. Fra myndighedernes side er der helt klare incitamenter til at få den viden og de ressourcer bragt i spil, når der skal samskabes tryghed. Omvendt har offentlige myndigheder en del ressourcer – både i form af professionalisme, og selvfølgelig også økonomi, maskineri, bygningsmasse mv. – som man ikke nødvendigvis har adgang til som borger eller forening. Så der er en gensidig interesse i at samarbejde.
– Der sker noget særligt, når man bringer forskellige perspektiver og kompetencer sammen. I en samskabelsesproces taler man om to former for værdi: procesværdi og produktværdi. Samskabelse giver noget på begge fronter. Procesværdien dækker over den læring og kompetencer, kapaciteter og relationer, som man bygger op ved at indgå i en samskabende proces sammen. Og produktværdien handler så om de konkrete løsninger, man får udviklet sammen.
– Et godt eksempel er tryghedsvandringer, hvor boligafdelingen, beboere og en fra kommunens tekniske forvaltning deltager. Sammen går de rundt i boligområdet og finder ud af, hvor det kan være utrygt, og hvad kan der gøres ved det. Det kan være i forhold til belysning, hærværk eller smalle passager, der kan være ubehagelige at passere igennem. Der får man identificeret udfordringen, og som beboer går man fra at være en del af problemet til at blive en del af løsningen.
HVORDAN FORENER MAN DE FÆLLES KRÆFTER?
– Ja, det er faktisk et stort og komplekst spørgsmål. Det kan jo godt være, at det lyder meget simpelt: man skal bare snakke sammen om nogle konkrete problemer, og så finde nogle løsninger. Men det forudsætter en del – både hvad synet på borgerne angår, men også at man som offentlige myndighed og fagprofessionel har en åbenhed over for mulige løsninger, og hvem der er en del af dem. Det kræver også, at man er villig til at indgå i en proces, som er mere langsigtet, hvis det virkelig skal give noget.
– Særligt efter New Public Managements indtog i den offentlige sektor kan der jo godt være tendens til, at man meget gerne vil søsætte projekter, som efter en på forhånd afgrænset tidsperiode skal evalueres på klare projektmål. Gerne aktivitetsmål, som man kan ”hakke af”. Hvis det er de præmisser, man går ind til samskabelsen på, så bliver den relativt begrænset. Skal man op på den helt store klinge, så kræver det andre rammer og vilkår for styringen, som er mindre top-down og retter sig mod mere langsigtede effektmål.
HVILKE REDSKABER BØR MAN BENYTTE FOR AT ETABLERE ET KRIMINALPRÆVENTIVT FOREBYGGELSESARBEJDE?
– I første omgang skal man orientere i, hvad der allerede er etableret af mødesteder og rum for samtale og dialog lokalt. Man skal ikke forestille sig, at man kan designe det hele på skrivebordet, og så implementere det bagefter. Man må se efter, om der er nogle oplagte steder, hvor der allerede er etableret rum for dialog, som kan tages i en mere samskabende retning. Forstået på den måde, at samskabelse selvfølgelig er mere end dialog.
– Så er der hele spørgsmålet om, hvornår man som offentlig myndighed skal initiere denne samskabelse. Hvornår inddrager man lokalområdet? For at lave reel samskabelse skal det ske relativt tidligt i processen, så man også er med til at definere problemerne og forme processen sammen.
– Der kan være en tendens til, at man ender med at have det hele på plads, før man kommer i tanke om, at man også lige skal have nogle beboere med til at udføre det hele – til at lave blomsterbedet eller pizzaen i sidste ende. En lav grad af involvering betyder, at det er begrænset, hvad den bidrager med i form af både procesværdi og produktværdi.
HVOR LANGT ER VI I DANMARK MED HENSYN TIL AT BRUGE CIVILSAMFUNDETS POTENTIALE I KRIMINALITETSFOREBYGGELSEN?
– Vi er forholdsvis langt i den forstand, at vi i hvert fald har forsøgt os med det en del år. Vi har nogle gode erfaringer, og nogle ret gode forudsætninger i Danmark, fordi vi har en meget decentral offentlig sektor, en del ressourcer og trods alt et lokalt råderum, som giver en fleksibilitet. Alt sammen noget man skal bruge i samskabelse.
– Vi har også et stærkt organiseret civilsamfund. Den kombination giver ret gode forudsætninger. Der er så sket nogle bevægelser i den offentlige styring, som gør det vanskeligt for de fagprofessionelle i frontlinjen at lave reel samskabelse, selvom de gerne vil. Så hvis man ønsker mere samskabelse fra det offentliges side, er der nogle ting, man her kan gå ind og justere på. Det vil frigive nogle ret store potentialer, som ligger i den danske måde at indrette sig på.