“OMRÅDER, DER ER ATTRAKTIVE AT BLIVE BOENDE I, ER JO OGSÅ OFTE ATTRAKTIVE AT FLYTTE TIL.”

Jonas Strandholdt Bach er antropolog og arbejder med flyttemønstre, ressourcestærke beboere og hvordan fysiske forandringer påvirker beboerne i Gellerup, både som tidligere boligsocial medarbejder og nu som forsker og ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, Institut for Samfund og Kultur.

Argumentet om en socialt blandet beboersammensætning bruges ofte i den offentlige debat, som løsning til at løfte udsatte boligområder. Hvordan vil du definere en socialt blandet beboersammensætning, også kaldet social mixing?

– Social mixing er blevet populært politisk i Danmark som en løsning på udfordringerne i de udsatte boligområder, og handler om, at hvis man har den rette sociale balance i et område, så er der i hvert fald nogle af udfordringerne, der bliver løst af civilsamfundet og naboskabseffekter – altså, at man har positive rollemodeller at spejle sig i, naboer, der har netværk, der kan hjælpe én i job, etc. Grundlæggende synes jeg også det er en god idé at vi har boligområder, hvor der bor mange forskellige slags mennesker og hvor de forskellige samfundslag er repræsenteret. Det præcise blandingsforhold synes jeg er svært at sætte tal på. Der er undersøgelser fra USA, der sætter tal på hvornår et område har en ”dårlig” balance i forhold til for eksempel arbejdsmarkedstilknytning, men jeg synes der er mange parametre i en beboersammensætning ud over det. Det handler om, at områderne også skal afspejle det omkringliggende samfund, til en vis grad. At der både er folk i arbejde og folk udenfor arbejdsmarkedet, for eksempel, at der er både højtlønnede og lavtlønnede, højtuddannede og lavt uddannede, studerende og pensionister. Men eksempler fra blandt andet England viser, at social mixing ikke nødvendigvis løser udfordringerne – der er også risiko for mikrosegregering, at folk, selv om de bor tæt på hinanden, fortsat bevæger sig i helt forskellige verdener socialt. Det er vigtigt at huske på, at social mixing ikke per automatik løser de udfordringer, som nogle af beboerne i områderne har, bare fordi de får nye naboer, eller fordi de selv flytter et andet sted hen.

Hvorfor er der så stor beboerudskiftning i de udsatte boligområder?

– Det er der nok ikke ét godt svar på – områderne er jo ret forskellige. Men et delsvar er, at de udsatte boligområder ofte ligger nederst i boligmarkedets hierarki – at mange synes, det er mindre attraktivt at bo der, end andre steder, og at opfattelsen i den brede offentlighed også påvirker de mennesker, der bor der. Områderne fungerer også flere steder som gennemgangsområder, hvor man, når man flytter ind, har en idé om, at man skal bo i et begrænset tidsrum, mens man finder et andet sted at bo, der ligger mere centralt, tættere på ens arbejdsplads eller studie, eller noget tredje. Så kan der også være parametre, der handler om hvor godt vedligeholdte lejligheder og områderne er, og hvordan de lokale skoler fungerer, om der er meget kriminalitet i lokalområdet, osv. Men igen, det er meget forskelligt områderne i mellem.

Hvad forstår du ved begrebet om at gøre “boligkarriere”?

– Begrebet boligkarriere henviser til, at mange af os gennem livet rykker op ad boligmarkedets rangstige – fra kollegieværelser og delelejligheder, til toværelses- og treværelseslejligheder når vi går ind i længerevarende parforhold, til et rækkehus eller parcelhus når vi får børn. Det er ofte også en bevægelse fra leje til eje.

Hvilke fordele ser du i at arbejde med fastholdelse af ressourcestærke familier i udsatte boligområder?

– For det første så er de såkaldt ressourcestærke som bliver boende i lang tid, ofte kulturbærere i områderne. De har ofte stærke netværk, deltager i aktiviteter og er aktive som frivillige. De er med til at skabe sammenhængskraft i områderne, og det er noget man kan bygge videre på, når der flytter nye ind. For det andet, så synes jeg det er et godt signal at sende som boligselskab, at man gerne vil beholde sine beboere og gøre boligområdet endnu mere attraktivt for dem, og ikke kun for nye tilflyttere. På den lange bane skulle det gerne være til fordel for både nye og gamle beboere. Og så tænker jeg også, det er billigere at fastholde beboere end at tiltrække nye.

Kan du pege på, hvorfor der ofte ikke er et særligt fokus på fastholdelse af ressourcestærke familier?

– Det er igen svært at give et konkret svar på – der er jo meget forskellige tilgange til det rundt omkring i landet og boligorganisationerne i mellem. Men fra politisk hold har der på det seneste været stort fokus på at ændre områderne gennem tiltag ”udefra”, og det afspejler sig jo også i det arbejde, der bliver udført i boligorganisationerne og lokalområderne.

Begrebet “elevatoreffekt” bruges om en beboers sociale opstigning i et udsat boligområde, hvorefter beboeren flytter fra området. Hvordan ser du fastholdelsesstrategien fungere i samspil med begrebet om elevatoreffekt?

– Jeg synes det giver mening at have fokus på at fastholde flere af de beboere, som faktisk oplever opadgående social mobilitet i de udsatte boligområder. Ofte er der jo mulighed for, for eksempel, at flytte til en større lejlighed internt, eller en lejlighed med have, eller hvad den enkelte beboer nu måtte finde attraktivt. Det handler måske om at gøre de muligheder endnu mere synlige for beboerne.

Har du gode råd til, hvad kommuner og boligorganisationer konkret skal gøre for at fastholde ressourcestærke familier i udsatte boligområder?

– Grundlæggende tror jeg det handler om, at fortsætte arbejdet med at gøre områderne mere attraktive som helhed. Det kan handle om renoveringer af lejligheder, at skabe nye lejlighedstyper, der tilbyder noget andet end de eksisterende, attraktive uderum, og gode fælles faciliteter. Men det handler også om det, der ligger rundt om boligområdet. Hvordan de lokale børneinstitutioner og skoler fungerer, for eksempel. Jo bedre den samlede pakke er, jo nemmere vil det være at fastholde. Områder, der er attraktive at blive boende i, er jo også ofte attraktive at flytte til. Så det hele hænger sammen.

 LÆS MERE OG HENT RAPPORT