Vi har talt med Lasse Skov Laursen, 42, boligsocial leder hos Fællesskaberne, den boligsociale helhedsplan Sjælør-Sydhavnen, som har fire boligforeninger med 7000 beboere og 3200 lejligheder.
Lasse Skov Laursen og hans medarbejdere sidder lige nu og prøver at få tingene til at hænge sammen under den største krise i Danmarks historie siden 2. Verdenskrig. Vi har bl.a. spurgt ham om, hvordan COVID-19 udfordrer hans daglige arbejde.
De boligsociale helhedsplaner er jo meget synlige ved sin fysiske tilstedeværelse i de almene boligområder. Hvad er det for opgaver, som er svære lige nu under Corona-krisen?
– Vores udgangspunkt er jo normalt, at vi har kontakt til vores beboere, samarbejdspartnere og andre steder – mere end bare over telefonen, men naturligvis også fysisk. Vi har oplevet Corona som en udfordring, da vi har arbejdet rigtig meget med lommepengejobs og fritidsjobs med fokus på senere at få de unge i beskæftigelse, men også i forbindelse med det kriminalpræventive perspektiv. Med lommepengejobs har vi haft rigtig gode resultater. Vi oplever lige nu en bekymring for, at nogle af de unge, som vi har etableret en god relation til, tabes under epidemien. Den eneste kontakt vi har med de unge er over Messenger eller telefonen. Den gruppe kommer vi til at løbe ekstra hurtigt efter for at få dem hentet ind igen. Det er nogle af de ting, som vi taber på den forholdsvis korte bane. Og naturligvis relationen til vore samarbejdspartnere, i dette tilfælde, de lokale erhvervsdrivende.
Hvordan konkretiserer det sig?
– På den måde, at vi nu har mange samtaler over telefonen med nogle unge, som vi godt kan mærke er et sted, hvor de ikke bør være. Det med at sidde inde i en lejlighed, gør ikke noget specielt godt for dem. Der er forskellige problematikker: Mange af dem vi arbejder med er jo ofte udadreagerende, andre er introverte. Vi lytter til dem, og prøver at komme med nogle konkrete råd til, hvad de kan gøre, og hvad de kan få tiden til at gå med. Noget af det, der virker, er ofte at arbejde i grupper fx som vort nye projekt ’Unge Talks’, hvor de unge går online to gange om ugen på Facebook og YouTube. Vi er gået online, da vi ikke kan holde møderne fysisk mere, og det et er et tiltag, som vi er gået i krig med på grund af Corona-situationen. Vi håber på, at skabe nogle positive oplevelser for alle unge, som vi kan fortsætte med på en eller anden måde efter COVID-19. Og sprede erfaringen i boligsocialt regi.
Hvordan påvirker Corona-krisen jer?
– Helt essentielt fjerner den grundlaget for vort arbejde, som tager sit udgangspunkt i, at vi kan være i fysisk kontakt med afdelingsbestyrelser, de almene beboere, og vores samarbejdspartnere. Af mere praktiske ting, har vi jo rigtig mange arrangementer i kalenderen, hvor vi reelt ikke ved om de er købt eller solgt.
Vi skal søge om at få en ny helhedsplan op at køre i 2021, og jeg sidder lige nu og skriver på vores prækvalifikation. COVID-19 forstyrrer vores arbejde temmelig meget. Vi har en masse tal, som vi skal byde ind med til Landsbyggefonden, og de tal påvirkes, da de unge fx ikke kan udføre fritidsjobs og lommepengejobs. Mange af de kvinder vi arbejder med, har grundet det længerevarende opsving, fået muligheden for at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Dem er vi er meget fokuserede på fremadrettet at have nogle beskæftigelsesrelaterede indsatser for. Vi kommer til at se flere, som mister deres job gennem denne Corona-krise. Det er jo et superrelevant fokus i forhold til, at vi sidder og skriver en prækvalifikation, hvor jeg har jeg gjort mig nogle tanker om netop at have kikkerten rettet mod præcis den målgruppe.
Hvordan løser I den boligsociale opgave nu, hvor der er minimal fysisk kontakt mellem mennesker, og hvor der skal holdes afstand?
– Vi arbejder hjemmefra. Nu er jeg ude på kontoret i dag, og det er jeg fordi jeg har været ude at sætte nogle opslag op, som er vigtige for os at få op ude i opgangene i området. Det er henvendt til nogle af de beboere vi normalt har fysisk kontakt til, der er ikke på Facebook eller sociale medier. Og visse beboere kan vi have svært ved at få fat på over telefonen. Opslaget rammesætter, at vi lige nu har tilbud om noget online vejledning. Målgruppen her er mest de unge. Vi har en uddannelsesvejleder siddende, mange skal sidde og kigge på deres uddannelsesvalg her i marts og april måned, så hun tilbyder at være til stede digitalt på den måde. Så har vi noget onlinerådgivning, som vores to sociale viceværter står for bl.a. til dem, som har brug for noget nødpasning af deres børn. Det er forældre, som er socialt udsatte.
Hvad med de boligsociale medarbejdere? Hvordan håndterer de denne situation?
– Vi har det som mange andre i denne uvante situation – det er ganske frustrerende. Normalt fx ved en indflytning er vi fysisk tilstede, så vi også kan fortælle lidt om de ting, vi tilbyder herude i området. Det gør vi ikke i øjeblikket. Driftsmedarbejderne åbner boligen op, og så kan folk gå op og kigge. Og så får de indflyttende en iPad, som de kan skrive under på. Der er jo overhovedet ingen fysisk kontakt mellem parterne. Vi skal jo passe på hinanden.
– Jeg kan give dig et eksempel på en boligsocial vicevært, som har haft nogle udfordringer. Vi har en beboer, som i den grad er i vores målgruppe – psykisk sårbar og socialt udsat. Han har fået anvist en ny bolig, og i den sammenhæng har han brug for hjælp til at søge om tilskud til sit indskud til boligen. Der er brug for at underskrive en fuldmagt. De ting er rigtig svære at håndtere, pludselig skal det foregå digitalt. Normalt vil den sociale vicevært tage ud sammen med beboeren på forvaltningen og klare tingene der. Det kan man ikke i dag, og det der i praksis kan komme til at ske er, at vedkommende ikke kan få lov til at overtage boligen indenfor tidsfristen, som vedkommende har fået anvist, og ofte meget gerne vil have. Så bliver det den boligsociale viceværts opgave, at være den dygtige brobygger i forhold til det kommunale regi – at italesætte de udfordringer, som der er i den sammenhæng.
Hvordan agerer beboerne lige nu?
– Jeg har lige været ude og gå en tur i dag, og jeg synes godt man kan sige, at beboerne i de almene boliger i den grad viser samfundssind i forhold til deres gøren og laden. Her er meget stille og roligt.
Vi har dog nogle af vores unge, der godt kan lide at rode rundt i kældrene og gøre alle mulige ting, som man ikke skal gøre. Der taler vi normalt fysisk med familien. Det, at skulle gøre det over telefonen, gjorde opgaven til en endnu større udfordring.
– Der har generelt i landet været en kritik af manglende muligheder for at få oversat nogle af de anvisninger man fik om COVID-19. Vi har med det samme været ude at sætte opslag op i opgangene, og vores bydelsmødre har stået til rådighed i forhold til at tage kontakt til beboerne og modtage spørgsmål. Nogle gange kan det være kulturelle barrierer eller sproglige barrierer, hvor de står til rådighed for at tale med nogen, hvor de også taler deres modersmål. Og bydelsmødrene har den fordel, at de ofte kan få et budskab hurtigere ud end vi kan, de bruger fx WhatsApp. Vores største opgave er at koordinere budskaberne, og kan få dem lynhurtigt ud den vej. Vi har også nogle brobyggere herude, lokale ældre unge, de er med til at køre vores Idrætscontainer, og det kan de ikke nu. De har sammen med vore frivillige, som arbejder i netværkscafeerne, været med til at give online-lektiehjælp, som nogle familier er udfordret på.
Hvad med de ensomme ældre, som er i den udsatte gruppe i forhold til COVID-19, har I nogen føling med dem?
– Vi har fx en dygtig og vellidt boligsocial vicevært, som primært arbejder i nogle af Danmarks ældste almene boliger, hvor der bor en udsat gruppe mennesker. Han ved, hvem der kommer ind og ud fra psykisk pleje. Af og til ringer de til ham bare for at snakke. Der kan han jo tydeligvis høre og fornemme, hvis de har det svært. Han fortalte forleden om en, der havde mistet sin hund. Det kan jo betyde rigtig meget i sådan en persons liv, den tætteste relation han reelt har til nogen.
Har du nogle råd du kan give videre?
– At have gensidig forståelse for hinanden, og huske, at vi har forskellige udgangspunkter i forhold til at klare os igennem det her, og forskellige måder at reagere på. Det er jo noget anderledes at bo i en lejlighed end i et hus med en have. Der bor måske nogle folk i din opgang – enlige og meget alene, andre bor med rigtig mange familiemedlemmer, som støjer mere. Så den dér empati, og forståelse for hinandens forskellige liv, det er virkelig noget man bliver udfordret på, men som jeg tænker, at vi er nødt til at oppe os omkring, hvis det skal gå så godt som muligt. Jeg oplever også, at det er det, der sker.
Endelig: Jeg kan konstatere, at vi er dygtige til at eksperimentere i forhold til de arbejdsmetoder vi har: prøv nye ting af, er mit råd.