Det lyder som et eventyr: Imod alle odds står boligområdet Taastrupgaard på Københavns Vestegn nu foran gennemgribende fysiske forandringer med bl.a. nedrivning af 185 lejligheder, en ny skole og facaderenovering til et trecifret millionbeløb. Boligområdet har på den måde opnået, hvad mange andre blot taler om og håber på: At åbne boligområdet op mod den omkringliggende by, tiltrække besøgende og skabe liv og aktivitet i et område næsten udelukkende præget af boliger. Så hvordan er det lykkedes Taastrupgaard at få fat i prinsessen i form af de voldsomme investeringer, som så mange boligområder sukker efter, men så få får del i?
CFBU har været på besøg hos Jens Elmelund, der er direktør i boligselskabet KAB, for at tale med ham om spillet bag de store planer på vestegnen. Her viser det sig hurtigt, at Klods Hans-metaforen måske ikke rammer helt præcist. Frem for for veltalenhed og hurtige indskydelser, har der været tale om grundige forberedelser fra alle parters side og langvarige forhandlinger. Et nærmest eventyrligt lykketræf er dog også en del af fortællingen. Jens Elmelund lægger ud med at fortælle om Taastrupgaards udgangspunkt:
Så vanskeligt som man kan forestille sig
–Taastrupgaard ligger pakket ind mellem jernbanen, ringvejen, Roskildevej og et industriområde, og det er ret tæt på at være en lukket enklave. Folk, der ikke har et ærinde der, de kommer der ikke. Og andre steder ville vi jo typisk tænke i en fortætning af boligerne, men det ville være en absurd løsning i Taastrupgaard, der i forvejen har så høj en bebyggelsesprocent. Sammenlignet med vores andre store boligområder ligger Taastrupgaard så vanskeligt, som man kan forestille sig, med så mange barrierer, at det var helt usandsynligt, at man ville kunne rykke særligt meget.
God gammeldags ledelse
Opmærksomheden savnede Taastrupgård imidlertid ikke, og alle de væsentligste aktører omkring Taastrupgård havde et stærkt ønske om at skabe forandringer i boligområdet. Jens Elmelund starter med kommunen og borgmesteren:
– Høje Taastrup Kommune havde i rigtig lang tid arbejdet med kommunens politik på det her område. Almene boliger var et vigtigt politikområde, og de havde lært på den hårde måde, at kommunens boligstrategi var vigtig. De havde sat sig nogle mål, og havde et politisk beredskab på området. Jeg oplevede en politisk klangbund, og et politisk mod hos en borgmester, der havde et mandat. Og når man taler med borgmesteren Michael Ziegler, så er man slet ikke i tvivl om, at han synes det er meget vigtigt, og det smitter også af på hans kommunaldirektør, som så også synes det er vigtigt. Det handler om god gammeldags ledelse og et ejerskab, der er født af en indre nødvendighed.
Udsyn og skuffeplaner
Jens Elmelund fortsætter med at forklare om boligorganisationens rolle i processen:
– Det bystrategiske perspektiv er rigtig vigtigt for os i KAB. Vi er godt klar over, at hvis vi skal løfte de her boligområder, skal vi ikke kun tænke på vores egne matrikler, vi er nødt til kunne brede det ud. Især er vi nødt til at forstå de kommunale strategier, målsætninger og behov. Og så har vi en privilegeret position som rådgivere for organisationsbestyrelser og afdelingsbestyrelser, hvor vi kan være med til inspirere og påvirke dem til at træffe strategiske og nogle gange dramatiske beslutninger som i Taastrupgaard. Og så prøver vi hele tiden på at have et beredskab, og være klar på, hvad vi vil med vores områder. Vi har skuffeplaner for stort set alle vores udsatte boligområder, så vi er klar til at hoppe på bølgen, hvis der kommer en anledning eller åbning.
Det eventyrlige lykketræf
Og så er vi fremme ved det eventyrlige lykketræf i efteråret 2015, som blev nævnt i indledningen. På Selsmoseskolen, der ligger tæt ved Taastrupgaard, resulterer smeltevand fra taget i en kortslutning, der sætter en ødelæggende brand i gang.
– Tilfældigvis mødtes jeg kort tid efter med Michael Ziegler, og dér siger jeg til ham: ”Måske skulle vi overveje, om den nye skole ikke skulle genopføres inde midt i Taastrupgaard, i stedet for at opføre den på nabomatriklen? Og den idé griber Michael.
Oslofærgen og vanvidsrejsen
Borgmesteren får opbakning til planen i byrådet og blandt embedsværket. Idéen kræver imidlertid, at der skabes plads til den nye skole bl.a. ved at 185 lejligheder nedrives. Ville beboerne i Taastrupgaard være med på den?
– Vi har skullet tænke rigtig rigtig kreativt i forhold til hvilke elementer, vi kunne bringe i spil for at det blev en god historie for afdelingsbestyrelsen, og som de ville kunne promovere overfor beboerne. De ved godt, at når de går med til det her, så gør de Høje Taastrup en tjeneste, personificeret ved borgmesteren. Det vil de have noget ud af. Det sådan set jysk kræmmermentalitet, som jeg egentlig synes er ok, for det er jo en forhandling. Og det er en hård tur, beboerne skal tage for kommunens bystrategiske udvikling, og de fleste er sådan set glade og tilfredse med at bo i Taastrupgaard. Med det har været så fedt at opleve, at afdelingsbestyrelsen har været med. De tog en tur med Oslofærgen og fik vedtaget en politisk beslutning om, at ”hvis vi skal gå med på den her vanvidsrejse, så skal vi have opfyldt en række krav, hvor vores interesser bliver bedst muligt tilgodeset”
Kravene består bl.a. i opgradering af lejlighedernes klimaskærme, så det ikke blæser ind, et generelt arkitektonisk løft af beton-facaderne, at renoveringen ikke kommer til at forøge beboernes boligudgifter, og at renoveringen skal give arbejds- og praktikpladser til områdets unge. Efter nogle tunge forhandlinger lykkes det at få Landsbyggefonden til at støtte renoveringen økonomisk. Brikkerne begynder at falde på plads, men en sidste knast mangler stadig: Hvad skal der ske med de 185 lejemål, der bliver revet ned? Eller som Jens Elmelund formulerer det: ”Hvordan skal vi som almen boligorganisation slippe levende fra at nedrive 185 boliger?”
Nej tak, ja tak.
– Jeg talte med Michael Ziegler før skolen brændte og spurgte ham om vi ikke skulle lave nogle flere almene boliger til kommunen? Der sagde han: Nej tak, vi har nok almene boliger i kommunen. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for jeg løser ikke et problem for Høje Taastrup-Kommune, jeg havde jo sådan set ikke noget at give ham. Men da vi så taler sammen efter skolebranden er sagen en anden. Nu var kommunen villige til at lave en én-til-én erstatning ved at bygge et tilsvarende antal almene boliger andre steder i kommunen. Igen et meget, meget hurtigt udsagn fra en borgmester med udgangspunkt i en vedtaget politik.
Gellerupparken, Mjølnerparken og Taastrupgaard
Brikkerne falder på plads, og efter grundige forhandlinger om planens detaljer, bliver den vedtaget af både afdelings- og organisationsbestyrelsen. Taastrupgaard får nu en skole og et bibliotek, som dagligt vil tiltrække mange besøgende og markant ændre livet mellem bygningerne i boligområdet med øget tryghed og et helt andet omdømme som nogle af de sandsynlige resultater. Når byggeriet går i gang, vil Taastrupgaard slutte sig til de få udsatte boligområder som Gellerupparken, Mjølnerparken og Aalborg Øst, hvor de meget omtalte strukturelle fysiske forandringer faktisk er blevet realiseret.
– For mig handler det grundlæggende om at skabe en bydel, som bliver et 1. valg, frem for et 2. eller 3. valg, når man skal vælge bolig. Og at vi på den måde kan få en mere blandet beboersammensætning, som afspejler resten af kommunen, og det må man bare sige, at det gør Taastrupgaard ikke i dag. Det er en grundlæggende ambition, at vi skal løfte en hel bydel med henblik på at løfte en boligafdeling. En boligafdeling kan ikke løfte sig selv, den har brug for, at der er en bydel, der kan løfte afdelingen.
Den brutale sandhed om puslespillet
Vi slutter interviewet af med at høre, hvad andre udsatte boligområder kan lære af historien om Taastrupgaard?
– Det er jo, som vi har talt om, ganske mange brikker, der skal falde på plads. Det er en grundforudsætning, at de politiske strategier og målsætninger i kommunen er på plads. Vi kan komme med nok så mange gode idéer fra den almene verden, men det er kommunalbestyrelserne, der træffer afgørelserne, når vi er ude i de her storskalaprojekter.
Og så er der Michael Zieglers personlige drive og politiske commitment, altså viljen til at lave om på ting, som kan være svær at kopiere over i andre sammenhænge, men som også er afgørende.
Så kræver det også en velforberedt boligorganisation, der er klar til at rykke, når muligheden byder sig. Og så det måske vigtigste, at boligselskaber og kommuner forstår de almene afdelings- og organisationsbestyrelsers interesser i et sådant projekt, og at man er helt oppe på tæerne for at imødekomme deres krav. Vi skal først og fremmest vinde beboernes tillid. De skal kende dig, og de skal tro på, at du vil dem det godt. Vi skal gøre dem trygge i forhold til at træffe nogle beslutninger, som jo kan gøre, at de bliver væltet af brættet, at det skaber en revolution i boligområdet.
Hertil kommer så, at du skal have Landsbyggefonden til at bakke op. Og hvis vi for alvor vil lave nogle solide fysiske omdannelser og ændre de udsatte områder markant, så skal der altså også nogle større samfundsmæssige investeringer fra andre steder i spil.
Ja, der er, når man tænker over det, ganske mange brikker, der skal være på plads for at puslespillet kan gå op. Og alligevel er den brutale sandhed nok, at der ikke var sket noget som helst i Taastrupgaard, hvis ikke skolen var brændt og anledningen dér havde budt sig. Men jeg er nu overbevist om, at der vil være mange andre steder, hvor man kunne få ting til at ske, også selvom skolen ikke brænder.
Af Nikolaj Avlund
Læs interviewet med borgmester Michael Ziegler om omdannelsen af Tåstrupgård her