I anledning af CFBU’s nye rapport ”Helhedsorienterede gadeplansindsatser med mentorring” har vi talt med Aiman El-Zayyat, som er opsøgende gadeplansmedarbejder og SSP i Fredericia Kommune. Aiman Mustafa El-Zayyat har tidligere været tilknyttet den opsøgende gadeplansindsats i Vollsmose, og har derfor en bred erfaring til arbejdet med de individuelt belastede unge.
Hvordan er det at arbejde med de unge?
– Jeg har beskæftiget mig meget med relations-arbejde med kriminalitetstruede minoritetsunge, og for mig er det utrolig meningsfyldt. Jeg har selv en minoritetsbaggrund, og kom til Danmark som 10-årig. Jeg har selv oplevet integrationsudfordringer, identitetskriser og ved, hvad det vil sige at være i en udsat position. Udover pædagogisk uddannelse har jeg en livserfaring, som jeg kan give ud af, når jeg arbejder med de unge i relationer, og det motiverer mig meget i praksis. For mig handler det om at give noget videre, så den unge lærer selv at navigere i eget ungdomsliv, med passende forstyrrelser i form af vejledning/rådgivning fra en betydningsfuld voksen. Og det er en spændende udfordring hver gang!
Hvorfor kan det være vanskeligt?
– Når man er ung, så handler det først og fremmest om at blive anerkendt, accepteret og om at blive inkluderet i de fællesskaber og andre sammenhænge man er en del af. Unge, der ikke er i trivsel og som er i en negativ løbebane når vi møder dem, har mødt omsorgssvigt, nederlag og barrierer, og de har det svært i forvejen, så de har brug for at møde mennesker som vil dem. De har brug for voksne som lytter til deres personlige narrativer, og som er autentiske og rummelige i deres arbejde med dem. Du bliver hurtigt afvist, hvis du ikke giver dig selv 100 % hver gang i mødet med en udsat ung.
– Når vi fx iværksætter en socialpædagogisk indsats (forandringsarbejde gennem mentorskab) sammen med en udsat ung, så handler det om at få opbygget en bæredygtig relation til den unge, før vi kan skabe en forandring sammen. Det tager tid og er ressourcekrævende, men det betaler sig for det enkelte individ og samfundet i det lange løb.
Hvor vigtigt er det at få tag i denne gruppe af unge?
– Alle unge har normale, gode og positive håb og drømme for sig selv. Ingen af disse unge har aktivt valgt at leve et udsat liv. Udsatheden kommer bl.a. til udtryk som risikoadfærd hos de unge. Vi skal finde årsagen bag deres handlinger, og det er vores forpligtigelse som samfund at hjælpe disse unge, så de bliver i stand til at mestre deres eget liv, som aktive medborgere.
Undersøgelser af gadeplanindsatser har generelt svært ved at påvise helt klare effekter af indsatserne. Hvordan kan det være?
– Når vi taler om unge mennesker og deres udvikling, så mener jeg ikke, at vi kan tale om effekt.
– Vi arbejder med unikke individer og kan kun tale virkninger for det enkelte menneske. Vi har udsatte unge, som tilbringer alt for meget tid på gadeplan, og de har brug for den opsøgende indsats. Særligt i de udsatte boligområder, hvor der er flere risikofaktorer, og hvor det er nemt for de unge at gå under radaren. Man bør ikke evaluere på gadeplansindsatser som særskilte indsatser, men de skal tænkes ind i en helhedsorienteret tværfaglig indsats.
Hvilken forskel er det de tidlige mentorindsatser kan gøre? Hvad kan man forvente at opnå med gadeplansindsatser?
– Vi ved fra mange undersøgelser, at tidlig indsats øger sandsynligheden for positiv udvikling. Med mentorindsatser har man mulighed for at arbejde inddragende med de unge og deres situation for at afdække deres forudsætninger og kompetencer samt opsætte mål for mentorforløbet. Det er ofte med til at kvalificere den unge, og det øger deres mulighed for positiv udvikling. Mentorindsatser er en god samfundsinvestering.
– Opsøgende medarbejdere og -indsatser er oftest en særlig udstrakt hånd til unge, som andre professionelle er bekymrede for – også ordensmagten. De opsøgende medarbejdere kontakter de unge, og forsøger dagligt at trække dem med tilbage til skolen, uddannelsesvejlederen, socialrådgiveren eller andre. Gennem gadeplansindsatser får mange af de rodløse unge opbygget tillid til nogle voksne, og derved kan der bygges bro mellem den unge og systemet over tid. Der er mange eksempler på, hvordan unge har fundet tilbage til familien, skolen, vennerne og væk fra fx kriminaliteten og banderne, takket være gadeplansmedarbejderen, som har fået den unge overbevist om en kursændring.
CFBUs undersøgelse af gadeplans- og mentorindsatser viser, at indsatsen har en vis effekt på kriminaliteten, men ikke hjælper de unge i uddannelse. Hvad er udfordringerne ved at sikre de udsatte unge en vej ind i uddannelsesvæsenet?
– Mange udsatte unge har for længst opgivet uddannelsesvejen, fordi det fagligt er blevet alt for uoverskueligt, og fordi minderne er fyldt med nederlag, frustration og smerte. Derouten starter i folkeskolen og måske endnu tidligere, når de unge begynder at opleve de alvorlige nederlag. Det får faglige og sociale konsekvenser, hvis ikke nogen ser bekymringstegnene. Så her skal vi alle blive bedre til at identificere bekymringstegn.
– Vi skal også huske at inddrage, forpligtige og samarbejde med forældrene langt mere end vi gør i dag! Forældre skal tilbydes råd, vejledning og støtte, så de er oplyst om skole- og uddannelseslivet i vores samfund. Deres forældrekompetencer skal udvikles, så de kan bidrage til deres børns skolegang, læring og fremtidsmuligheder. Vi skal også stille nogle realistiske krav i et inddragende perspektiv.
– Uddannelsessystemet skal kunne tilbyde særlige forløb til unge, som har det svært. Vi skal blive bedre til at inkludere de udsatte og handle hurtigere, når en udsat ung er forandringsvillig.
I hvilken alder går det galt? – Dér, hvor det er næsten for sent at nå de unge? Og hvordan kan man iagttage, at den unge er på vej ud på et skråplan?
– Det er min erfaring at unge i 15-16 års alderen er i størst risiko for at ende i negativ truende løbebane, hvis ikke man griber ind. Unge i den alder er i fuld gang med at skabe sig en identitet, og i den alder orienterer de sig allermest mod jævnaldrende i deres udviklingsproces. Det er vennerne, som betyder allermest, og det er vigtigt at være accepteret og en del af noget større. Mistrives den unge, vil vi kunne iagttage et højt skolefravær, manglende dialog og relation til andre unge, forældre og andre voksne, og de vil sandsynligvis også færdes og blive antruffet i bekymrende sammenhænge.
Har du gode råd til andre som også arbejder med mentorindsatser for unge?
– Mentorindsatser med unge er tids- og ressourcekrævende. Når man beskæftiger sig med socialpædagogisk relations-arbejde med unge, er mit bedste råd at være autentisk, lyttende og rummelig i kontakten. Man skal have den unge med i forandringsarbejdet, og det kræver, at den unge selv føler motivation og engagement i processen. Man skal inddrage den unge og arbejde med den unges egne forandringsudsagn, for ellers vil det ikke give mening for den unge at engagere sig. Man skal turde at være personlig med den unge og ikke have berøringsangst, for når man har fået en plads i den unges bevidsthed, har man også oparbejdet en relation med respekt og tillid fra den unge, og det er ofte nøglen til en forandringsproces.