I forbindelse med udgivelsen af rapporten Renovering og jobskabelse i udsatte boligområder har CFBU talt med Jan Houborg Andersen, boligsocial leder, Langkærparken, Tilst.
Hvor mange lokale unge er det lykkedes jer at få ansat i praktikforløb, løntilskudsstillinger eller jobs i forbindelse med renoveringsprojektet?
I alt blev der fuldtidsbeskæftiget 24 beboere fra lokalområdet under renoveringen af Langkærparken – og muligvis flere, som blev ansat uden om ”Job First” indsatsen.
Der blev som udgangspunkt beskæftiget beboere med barrierer i forhold til arbejdsmarkedet – en beboer blev ansat i fleksjob, og de resterende 23 var næsten udelukkende unge med svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
Derfor blev der næsten i alle tilfælde også arbejdet ud fra en strategi, der hedder: 14 dages praktik, ansættelse med løntilskud, mentorstøtte på arbejdspladsen og efterfølgende ordinær ansættelse eller læreplads. Der var en myte, som handlede om at ”virksomhederne vil gerne have os som gratis arbejdskraft, men vi bliver ikke efterfølgende ansat”. Derfor var det vigtigt, at praktikperioden var kort, så de unge oplevede at tjene penge og følte de var kommet ”rigtigt” i arbejde. Første dag i praktik var derfor også i komplet arbejdstøj og på fuld tid – på lige fod med alle andre ansatte. Virksomhederne blev til gengæld støttet til at ansætte mange uden helt grundlæggende erfaring med arbejdsmarkedet, ved at der blev givet intern mentorstøtte og løntilskud.
Så 20 af de unge startede i praktik, og i 19 tilfælde blev det efterfulgt af løntilskud – den sidste person fortsatte direkte på teknisk skole efter praktik. Af de unge har 17 efterfølgende været ansat i ordinær beskæftigelse eller fået en læreplads – ikke alle nåede det inden byggepladsen lukkede ned, men der er for nogle fortsat en opfølgning helt frem til i dag.
Hvad er dine overordnede erfaringer med at bruge en byggeplads til lokal jobskabelse?
En byggeplads direkte i beboelsesområdet, i forbindelse med en renovering, er en enestående chance – ikke kun for lokal jobskabelse, men også for at skabe en social forandring. I ”job First” arbejdede vi med en gruppebaseret tilgang – således at store grupper af unge, som kendte hinanden, fik arbejde samtidigt. For eksempel startede otte unge samme dag på byggepladsen. Idéen var, at gruppedynamikken enten trak de unge ud af beskæftigelse igen – eller hvis man ansætter hele gruppen på samme tid, at det var med til at fastholde de unge på arbejdspladsen. Dette var meget begunstiget af, at hjem og arbejdsplads var samme sted. Mange af de unge havde i starten en forskudt døgnrytme, så de var vant til at stå op midt på eftermiddagen – men også her var der store fordele ved at arbejdsplads og hjem var samme sted. Hvor stor er glæden ved at sove længe, hvis kollegaerne går rundt i opgangen?
Så noget kan lade sig gøre specielt fordi arbejdspladsen ligger lige midt i beboelsesområdet – og det gælder også i forhold til de implicerede virksomheder. Virksomhedernes oplevelse af sammen at gøre en forskel for de unge, og for hele området, bliver mere tydelig. Der var også en markant positiv respons fra beboerne i området, som de implicerede virksomheder og deres medarbejdere mærkede.
Der var også en helt anden mulighed for at understøtte ansættelserne, både via den boligsociale indsats og fra jobcenteret, når der var så mange ansættelser samlet et sted. Jobcenteret udstationerede en virksomhedskonsulent i området, og den boligsociale medarbejder stod klar, hvis der skulle opstå problemer på byggepladsen. Der var således både muligheder for dagligt at assistere virksomhederne – og et fast ugentlig koordineringsmøde med byggelederen.
Og hvilke udfordringer er der?
Allerede første dag da de unge startede på arbejdspladsen var der bekymrede beboere som henvendte sig. Nogle af de unge, som nu var i arbejdstøj, havde forinden vakt en vis utryghed i området – og nu havde de også fået adgang til lejlighederne.
Det skabte også en vis nervøsitet i virksomhederne for, hvad konsekvenserne ville være, hvis der skete noget. Men i takt med at byggeriet skred frem, og der var flere og flere positive oplevelser, så kom der både i blandt beboerne og håndværkerne, virkelig mange positive tilkendegivelser.
Heldigvis oplevede beboerne aldrig nogen negative oplevelser, som følge af at lokale unge var blevet ansat – og stemningen ændrede sig hurtigt til at blive meget positiv.
I takt med at de lokale unge mennesker blev accepteret som en del af renoveringen, så opstod der en anden udfordring. En renovering vil altid være en belastning for beboerne – og de unge medarbejdere blev til ambassadører for byggeriet, og derfor ofte konfronteret med beboernes frustrationer. En ekstra udfordring ved både at være beboer og ansat ved renoveringen, men en opgave som de løste virkelig godt.
Hvordan motiverer man alle implicerede aktører?
Der blev lavet frivillige aftaler med entreprenøren i stedet for sociale klausuler – men til gengæld blev dialogen med entreprenørerne allerede påbegyndt meget tidligt i licitationsfasen. Da der var tre virksomheder tilbage i licitationen, blev der afholdt et møde, hvor virksomhederne præsenterede deres erfaring med at inddrage lokale beboere – og en strategi for, hvordan de ville gøre dette i Langkærparken. Der var fra boligselskabet lavet en drejebog for beskæftigelsesindsatsen i forbindelse renoveringen, hvilket signalerede, at det blev anset som betydningsfuld. Det betød, at de involverede virksomheder fra starten var sporet ind på, at der var en vigtig social opgave at løfte i Langkærparken.
Men det var frivilligt om virksomhederne ville ansætte nogle af de unge mennesker – og for håndværkere med en travl arbejdsdag kunne det nemt opleves som en udfordring. Derfor blev der i de enkelte håndværksvirksomheder ansat mentorer, som var med til at optræne de unge – og der blev lagt vægt på den vigtige opgave at hjælpe unge mennesker ind på arbejdsmarkedet. Flere håndværkere fortalte, at det havde givet dem en helt ny arbejdsglæde at medvirke til denne sociale indsats.
Der var nogle meget rørende eksempler på at garvede håndværkere nærmest ”adopterede” de unge. For eksempel var der en anlægsgartner, der skiftede job under renoveringen – og selv på sin sidste arbejdsdag var meget engageret i, at hans nye somaliske kollega skulle sikres en uddannelse indenfor faget.
En vigtig faktor er også, hvordan unge blev motiveret. Jeg møder nærmest ingen unge mennesker, som ikke inderst inde ønsker et arbejde og en uddannelse, men at starte på en byggeplads er for mange langt udenfor deres comfort zone. De kendte ikke de skrevne og uskrevne regler på byggepladsen, og nogle var udfordret ved at navigere i denne ukendte kultur. Jeg husker en mandag, hvor en af de unge helt chokeret kom og fortalte om, at midt i morgenrundstykkerne havde nogle af de garvede håndværkere fortalt om, at de var lidt trætte på grund af nattens lagengymnastik med konen. Der var flere detaljer end den unge mand var vant til, og han var helt chokeret på konens vegne. Generelt var tonen og humoren på byggepladsen ofte den største udfordring for de unge mennesker – og flere har efterfølgende fortalt at der gik et helt år før de helt havde vænnet sig til det. Som en af de unge udtrykte det ”I starten troede jeg at De var efter mig – men efterhånden opdagede jeg, at de også snakkede sådan til alle andre”.
Næsten to år inden renoveringen var der i Langkærparken blevet lavet et værested for unge. Det betød, at den boligsociale beskæftigelsesmedarbejder havde fået en relation til de unge i området inden renoveringen. Dette værested fungerede også under renoveringen som et fælles mødested om aftenen, og her blev alle dagens oplevelser snakket igennem.
Hvordan skaber man den bedste kommunikation i sådan et projekt. Hvad fremmer dialogen?
Jobcenterets tilstedeværelse på byggepladsen var med til at understøtte den daglige ad hoc kommunikation – men det var også vigtigt med et fast ugentlig møde med entreprenøren og de unge medarbejdere, for at sikre, at der ikke lå noget og ulmede under overfladen.
Det er vigtigt fra starten at afstemme forventningerne og at være ærlig – en person uden erfaring og med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet har brug for en oplæringsfase. Så lad vær med at sælge en Fiat som en Ferrari – for der bliver et problem, når du forsøger at køre 280 km i timen.
At der var oprettet et fælles mødested, hvor de unge kom om aftenen, var også en vigtig faktor, for at undgå at små misforståelser eller uheldige kommentarer udvikler sig til et stort problem. Generelt er synlighed og tilstedeværelse basis for en god dialog – når alle involverede dagligt ser hinanden på byggepladsen, så løses små problemer inden de får lov til at vokse.
Har du gode råd til andre udsatte områder, hvis område skal renoveres, og som gerne vil have lokale borgere med i projektet?
Det er nok mere en bøn end et råd. En renovering er en enestående chance til både at hjælpe beboere i beskæftigelse og skabe en social forandring i et udsat boligområde. Giv beboerne en chance for at vise at de kan og vil – ved renoveringen i Langkærparken blev alle der fik en to-ugers praktik efterfølgende ansat.
Ofte blev virksomheden, jobcenteret, familien, vennerne og selv de unge meget positivt overrasket over hvordan de greb denne chance. Selvfølgelig vil der være ansættelsesforhold som ikke lykkes – men når lokale beboere får muligheden, så skabes der håb, og der plantes et frø, som kan føre til forandring i området.
Du kan møde Jan Houborg Andersen på CFBU’s konference den 24. oktober.