Hjem / Nyheder / GRØNSPÆTTEBOGEN FOR 40 BOLIGSOCIALE AKTIVITETER
nyheder
2. februar 2016

GRØNSPÆTTEBOGEN FOR 40 BOLIGSOCIALE AKTIVITETER

Hvad ved vi egentlig om virkningen af de mest almindelige boligsociale aktiviteter og hvordan opnår man de bedste resultater af aktiviteterne? Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har i en ny udgivelse samlet den bedste tilgængelige viden om implementering og virkning af 40 boligsociale aktiviteter støttet af Landsbyggefonden

Sociale viceværter, lommepengeprojekter eller fremskudt kommunal beskæftigelse? Kreativ læring, brobygning til foreningslivet eller familiekurser? Boligsociale aktiviteter dækker i dag over en bred vifte af tilgange, målgrupper og fagligheder. Mange boligområder har de seneste år gjort nye erfaringer på det boligsociale område, ligesom CFBU og andre løbende har evalueret aktiviteterne.

Så hvad er egentlig summen af de mange erfaringer fra aktiviteterne? Det har CFBU samlet op på i en ny omfattende udgivelse, der beskriver de 40 mest almindelige boligsociale aktiviteter støttet af Landsbyggefonden. For hver aktivitet beskrives bl.a. en række grundforudsætninger og aktivitetens virkning, ligesom CFBU har samlet en række væsentlige anbefalinger til implementeringen af aktiviteten.

Opslagsværk til det boligsociale felt
Det hele er samlet i udgivelsen ”Inspirations- og videnskatalog til boligsociale aktiviteter”, der er tænkt som et opslagsværk for den, der skal i gang med at skrive en boligsocial helhedsplan eller skal have justeret en boligsocial aktivitet. Kataloget kan også være en hjælp til den, der skal dokumentere overfor eksterne parter hvorfor og hvordan en given boligsocial indsats virker. Nana Øland Frederiksen, der har været hovedforfatter på kataloget forklarer:

– CFBU har gennem tiden fået mange opfordringer til at samle den tilgængelige forskning og de praktiske erfaringer fra de boligsociale aktiviteter på en overskuelig og lettilgængelig måde. Det synes jeg er lykkedes godt med kataloget, og jeg håber det vil blive brugt ude i helhedsplanerne, på rådhuset eller andre steder, der har en finger med i spillet om de udsatte boligområder.

 LÆS MERE OG DOWNLOAD KATALOGET

Se seneste nyheder