I de kommende år skal mange beboere genhuses permanent som følge af de store fysiske omdannelser, der i øjeblikket finder sted i mange af landets udsatte boligområder. CFBU har, som led i en ny undersøgelse, talt med to internationale forskere om behovet for en understøttende indsats – både før, under og efter flytningen. Denne artikel er nr. 2 i en CFBU artikelrække om succesfuld genhusning.
At rive teltpælene op fra det sted, der har været ens hjem i mange år, og pludselig slå sig ned i et nyt område, kan være en uoverskuelig og utryg oplevelse. Omvendt kan det også være en velset mulighed for at få en bolig med det antal kvadratmeter og den placering, man længe har ønsket.
Ifølge lektor ved Delft University of Technology Reinout Kleinhans er det bare ikke alle, der har muligheden for rent faktisk at drage fordel af tvungen genhusning. Hans forskning viser, at folks uddannelsesniveau har en betydning for at kunne navigere i systemet og håndtere processen omkring genhusning. Samtidig viser Ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet Marta Rodrigues Neves’ forskning, at der i modtagerområder er meget forskellige forudsætninger for at inkludere de nye naboer. Heldigvis ser de begge veje ud af problemerne.
STØTTE OG VEJLEDNING – HELT IND BAG FORDØREN – KAN UDLIGNE ULIGHED
”At ansætte vejledere til at støtte de enkelte husstande i genhusningsprocessen kan potentielt udligne uligheden i, hvorvidt folk drager nytte af genhusningen, men det afhænger af en række forudsætninger,” fortæller Kleinhans og uddyber: For det første skal medarbejderen have de nødvendige sociale kompetencer til at kunne tage hensyn til beboernes forskellige og individuelle baggrunde -hvilke udfordringer de tumler med, og hvilket overskud de har til at håndtere flytningen.
For det andet, er det afgørende, at vejlederne arbejder opsøgende og banker på beboernes dør i stedet for, at beboerne skal komme til dem. ”Den sociale betydning af støtte og vejledning kan ikke overvurderes. Når vejlederen kommer ind og sidder i beboernes køkken og lytter til deres bekymringer og vrede, får de indblik i beboernes situation, og beboerne får et nødvendigt afløb for deres frustrationer,” forklarer Kleinhans.
I hans øjne er den optimale model at ansætte en medarbejder internt fra boligorganisationen som vejleder, da disse medarbejdere allerede kender mange af beboerne og deres udfordringer – frem for at hyre eksterne konsulenter. Det bringer ham videre til en pointe om at bruge genhusningssituationen til at tage hånd om flere og andre udfordringer for den enkelte husstand.
TAG HÅND OM MERE END BLOT BOLIGSITUATIONEN
”Måske er vejlederne fra boligorganisationen ikke bare i den bedste position til at håndtere genhusningen – men også til at udvikle en mere helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i hele husstanden,” foreslår Kleinhans men peger samtidig på en stor barriere for dette. Han har gennem sin forskning mødt familier, der havde kontakt til 10-20 professionelle instanser på én gang, og det er noget, der bekymrer ham.
Ifølge Kleinhans er det udtryk for et systemisk problem, fordi de hollandske institutioner ikke samarbejder effektivt nok. Hvis vejlederne skal bruge genhusning som en anledning til at tage hånd om andre udfordringer – og dermed lave en mere helhedsorienteret indsats for den enkelte familie – kræver det vidensdeling og samarbejde på tværs af aktører og siloopdelte indsatser.
MED TVUNGEN GENHUSNING FØLGER OGSÅ ET STIGMA
Når beboere genhuses rykker de ikke kun ind i området med en masse flyttekasser. Med i bagagen følger ofte et stempel som uønskede. Det erfarede Neves under sit feltarbejde i tre portugisiske boligområder, som har modtaget genhusede beboere. Gennem sine interviews både med de genhusede beboere og de oprindelige beboere i modtagerområderne opdagede hun, at selve genhusningen skaber en stigmatiserende historie, som bliver en del af beboernes identitet. En fortælling, der følger dem i det nye boligområde mange år frem.
”De genhusede beboere vil for evigt blive set som de mennesker, der kommer fra et boligområde, der var så dårligt, at det var nødt til at blive revet ned. Selv tyve år efter genhusningen, bliver de fortsat omtalt som ’outsidere’,” fortæller hun om et modtagerområde ramt af konflikt mellem gamle og nye beboere.
I et andet modtagerområde, der allerede inden genhusningen var præget af sociale problemer og kæmpede med stigmatisering, så hun en tendens til, at de oprindelige beboere gav de genhusede tilflyttere skylden for områdets udfordringer og fortsatte stigmatisering. Neves peger altså på risikoen for, at genhusede beboere ender med at blive syndebuk for et boligområdes allerede-eksisterende udfordringer. En mulig vej udenom denne risiko er, ifølge hende, i højere grad at inkludere de eksisterende beboere i velkomst og integrering af nye, genhusede beboere.
KONTROLLÉR HISTORIEN OM GENHUSNINGEN
Kleinhans stemmer i: ”Beboere oplever, at nedrivningen fremstiller dem som tabere, der ikke er værdige til at blive i deres eget hjem og boligområde.” I nogle tilfælde følger stigmatiseringen dog ikke beboerne selv men nærmere fortællingen om genhusningen.
Han mindes en omdannelse i Rotterdam, hvor den politiske fortælling var, at store flokke beboere skulle flytte ud i andre områder, selv om der i praksis var tale om et mindre antal, der skulle genhuses. Det førte til stor debat og bekymring for, hvilke problemer genhusningen kunne skabe i resten af byen. ”Selv hvis man viser de beskedne genhusningstal efterfølgende, er det svært at vende opfattelsen i den brede offentlighed.” Den hollandske erfaring tydeliggør, hvor vigtigt det er at rammesætte fortællingen om genhusning korrekt fra start i den offentlige debat.
BEHOV FOR EN INTEGRERENDE INDSATS I MODTAGEROMRÅDER
I flere portugisiske modtagerområder har Neves oplevet, at der er opstået dybe sociale kløfter og magtkampe mellem tilflyttede genhusede beboere og oprindelige beboere.
I området Barrio da Pasteleira, hvor genhusningen er sket for nyligt, kæmper beboerne om, hvem der får lov at lave spillereglerne i området. Den samme kamp udspillede sig for tyve år siden i boligområdet Barrio do Cerco i kølvandet på genhusningen. Her er fortællingen blandt de oprindelige beboere, som er overvejende etnisk portugisiske, at de har tabt kampen, fordi de ofte fravælger at bruge de fælles arealer nu for at undgå at interagere med de genhusede beboere.
Hendes erfaringer viser samtidig, at det ikke altid er nok, at folk kommer hinanden ved: ”Selvom nye og gamle beboere boede side om side, førte den uformelle sociale kontakt i hverdagen ikke til bedre opfattelser af hinanden. Det endte med, at offentlige og semi-offentlige rum blev ekstremt segregeret.” Hun understreger, at der er behov for en ekstra indsats i modtagerområderne for at bygge bro mellem nye og oprindelige beboere.
FØLG MED I PROJEKTET
I kommende nyhedsbreve fra CFBU kan du blive opdateret på konkrete tiltag med genhusningsindsatsen i de 17 danske områder, der tidligere har været eller nu er kategoriseret som ’omdannelsesområder’. Yderligere information om projektet kan findes på CFBU’s hjemmeside www.cfbu.dk
______________________________
DE TO FORSKERE CFBU HAR TALT MED:
Reinout Kleinhans| Lektor i byudvikling ved Delft University of Technology
Faculty of Architecture and the Built Environment, Department of Urbanism.
Marta Rodrigues Neves | Ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet
Institut for Statskundskab