Hjem / Nyheder / FOKUS PÅ DEN BYSTRATEGISKE UDVIKLINGEN AF UDSATTE BOLIGOMRÅDER
nyheder
26. maj 2023

FOKUS PÅ DEN BYSTRATEGISKE UDVIKLINGEN AF UDSATTE BOLIGOMRÅDER

”Inspirations- og Videnskatalog – viden om 39 boligsociale aktiviteter støttet af Landsbyggefonden”. Det er titlen på CFBU’s omfattende overblik og katalog i boligsociale kerneaktiviteter, der nu udkommer i den senest opdaterede udgave.

For at modvirke segregeringen er der sket et markant skift inden for de seneste år, hvor der i stigende grad er kommet et bystrategisk fokus ved udviklingen af de udsatte boligområder. Den bystrategiske tilgang til udsatte boligområder indebærer, at udviklingen af de udsatte boligområder ses i sammenhæng med den overordnede vision for byens udvikling. Det boligsociale arbejde er derfor blot én ud af mange elementer i en strategisk udvikling af udsatte boligområder.

Videnskataloget er primært henvendt aktører fra det boligsociale felt, som enten er involveret i udarbejdelsen af boligsociale indsatser støttet af Landsbyggefonden, eller på anden måde arbejder med eller har interesse i udvikling af udsatte boligområder.

Centerleder i CFBU Anne Maria Foldgast siger om det nye opdaterede katalog:

Kataloget er en overskuelig og enkel adgang til viden om, hvad der virker. Kataloget kan inspirere og understøtte indsatser, der støttes med LBF midler, indsatser, der finansieres med andre midler, og alle hybrider derimellem. Kataloget er en invitation til en faglig refleksion og kan bruges til at kvalificere nogle af de aktiviteter, der passer til de problemstillinger, der arbejdes med i den sociale udvikling af udsatte boligområder. Der skal derfor altid ske en tilpasning af viden til den lokale kontekst, men det er et rigtig godt sted at starte.

Kataloget er inddelt i fire tematiske indsatsområder, som er fastlagt i Landsbyggefondens regulativ og vejledning for de boligsociale indsatser. Indsatsområderne er: uddannelse & livschancer, beskæftigelse, kriminalitetsforebyggelse samt sammenhængskraft & medborgerskab. Kataloget skal fungere som opslagsværk og vidensbank i forbindelse med opstart og løbende tilpasning af indsatser.

Centerchef i Landsbyggefonden Aviaja Julie Sigsgaard udtaler:

Der er meget god inspiration at hente i kataloget. Det er jeg glad for, for Landsbyggefonden investerer betydelige midler i både mennesker og mursten, og kataloget bidrager til evidens og fagligt funderede helhedsløsninger, der kan løftes på tværs af kommuner, boligorganisationer, civilsamfund og private aktører. Det er løsninger, der kan bidrage til trivsel og muligheder for den enkelte samt gode kvarterer, byer og de store velfærdsdagsordener, når de planlægges, gennemføres og organiseres klogt.”  

CFBU udkom med første version af kataloget i februar 2016. Siden da har kataloget gennemgået flere opdateringer. Nye evalueringer og forskning er kommet til på det boligsociale område, hvorfor kataloget nu er tilgængeligt i en opdateret og forbedret udgave, der også sætter de boligsociale aktiviteter ind i den bystrategiske kontekst, de indgår i.

Kontakt til CFBU: Kommunikationsrådgiver Jesper Damm Olsen mobil 30111486

Se seneste nyheder