Her kan du læse fortællingen om Bilal og hans udvikling i værestedet Tetriz. For nyligt udkom CFBU med en rapport om klubber og væresteder for unge i udsatte boligområder. Rapporten behandler i fem temaer arbejdet med de unge, og som et nyt greb i CFBU’s udgivelser, er undersøgelsen suppleret med en længere fortælling.
Bilal spurter alt, hvad han kan. Adrenalinen sitrer i kroppen, og hjertet galoperer. I baggrunden kan han ane en politibil og to betjente. Bilal venter altid med at løbe til sidste øjeblik. Han spæner tværs over græsplænen mellem blokkene. De er lige i hælene på ham, men han er stærk og hurtigere end dem. Blodet pumper i årerne, og der går et sug gennem maven, da han kaster sig over hegnet. Han er i sikkerhed og puster lettet ud.
Bilal er 15 år gammel. Han bor i Nøjsomhed med sin mor og far og tre brødre. Til daglig færdes Bilal sjældent i Nøjsomhed, men hænger ud sammen med fyrene fra Vapnagaard, der ligger et stenkast derfra. I Vapnagaard vandrer de unge drenge hvileløst rundt. De keder sig og ved sjældent, hvad de skal tage sig til. Rastløsheden er som en evig, tikkende uro.
Klokken er 16, og Bilal skynder sig. Han retter på kasketten, der næsten dækker det sorte hår, og tager et hvæs af sin e-cigaret. Ved biblioteket er bænkene allerede propfyldt af en stor gruppe larmende unge. En af de ældre fyre ruller en joint, som går på omgang. En bærepose med øl klirrer. ”Hvad skal vi lave?” En af fyrene trækker en pose med fyrværkeri op af tasken. Bilal griner og går med drengeflokken hen til et afsides affaldsskur. Det varer kun få sekunder, før der lyder et rungende brag. Containeren brænder. En politibils sirener hyler. Lyden bliver højere og højere.
”Bilal, hvorfor render du rundt og laver dumme ting?” Tetriz’ leder Samer kigger hen mod Bilal. ”Jeg ved det ikke.” Bilal leder efter et godt svar, men han kan ikke komme på noget bedre.
Samer puffer insisterende til ham. ”Hvis du keder dig, så kom her og hyg dig.” Bilal stritter lidt imod, men inderst inde kan han mærke, at Samer vil ham det godt.
Bilal er begyndt at være lidt sammen med nogle drenge fra Nøjsomhed, der tager ham med hen i værestedet Tetriz. I starten har Bilal allermest lyst til at være i Vapnagaard, men Samers vedholdenhed gør, at han begynder at komme mere og mere i Tetriz. I en periode har Bilal et ben i to lejre. Halvdelen af tiden bevæger han sig på kanten af loven i Vapnagaard, og resten af tiden kommer han i Tetriz med sine nye venner.
Hjemme på sit værelse ligger Bilal i sengen. Han skæver til mobilen. Klokken er snart 17. På det her tidspunkt ville han normalt være ude i boligområdet og lave ballade. Men det føles forkert. Det var tæt på at gå galt den anden dag. Han kunne være blevet taget af politiet. Tanken gør ham modløs. Bilal rejser sig fra sengen og kigger sig i spejlet. Er det her virkelig mit liv, er det her mig? Han vil ikke have en plet på straffeattesten. Den kriminelle løbebane og adrenalinkicket er ikke det værd.
Hvordan kan i vinde kampen, drenge?
Bilal kalder drengene hen til sig. Deres kinder er røde efter træning i den friske luft. ”Godt kæmpet, men næste gang skal I altså aflevere bolden noget mere.” Drengene lytter opmærksomt. ”I vinder ingen kampe, hvis I ikke spiller hinanden.”
Det er mandag. Bilal er i gang med sin ugentlige træning i streetfodbold af drenge mellem 12 og 14 år fra Tetriz. De fleste andre dage er han også i Tetriz. Bare sammen med vennerne. Bilal har altid selv spillet fodbold, og han er god til det. Det er også derfor, Tetriz’ leder Samer spørger, om han vil være med til at træne de yngre drenge.
Efter træningen trasker drengene få meter fra multibanen hen i Tetriz. Flere kaster sig henslængt i de sorte lædersofaer og slubrer en juicebrik i sig. De gaber og strækker sig. ”Var træningen hård?” griner Samer fra den anden ende af lokalet.
Samer og Bilal sætter sig ved et cafébord ud for køkkenet. ”Går det fremad?” spørger Samer. Bilal fortæller, at drengene er gode til at høre efter. Han gør faktisk også meget ud af at være rolig. ”Det nytter ikke noget, at jeg råber og skælder dem ud, for så begynder de bare selv at gøre det.” Samer smiler tilfreds. Han har tilmeldt holdet til en turnering. Det er kampe mod København, Kokkedal og Nivå, og han vil gerne have Bilal med.
To uger senere sidder Bilal og holdet i Tetriz’ bus med Samer på førersædet. Det er lørdag formiddag, og drengene skraldgriner og pjatter med hinanden. De er slet ikke til at få ned på jorden. Da de er fremme, sætter Bilal dem i gang med at løbe frem og tilbage, så de bliver varme og kan løbe noget krudt af.
Dommerens fløjte lyder, og kampen er i gang. Bilal står på sidelinjen i sit træningssæt og observerer drengenes spil. På banen spurter de frem og tilbage i deres skriggule trøjer. Modstanderne presser drengene. Der går ikke mange minutter, før den friske efterårsluft erstattes af en svedlugt.
I pausen tager Bilal en bold og demonstrerer, hvordan drengene kan spille til hinanden. Deres blikke er fæstnet mod Bilal, mens de i få slurke tømmer deres drikkedunke. ”Hvad tænker I, hvordan kan I vinde kampen, drenge?” De har forskellige bud. Bilal klapper dem på skuldrene og giver dem en highfive, da de løber ind på banen igen.
Drengene taber kampen. Med hovedet rettet mod det sorte gummiunderlag går de ud fra banen. Et par af drengene skændes om, hvad de skulle have gjort. ”Sket er sket, drenge, I kan ikke vinde hver gang.” Smilene breder sig hurtigt på drengenes læber.
Bilal har vidst det et stykke tid. Inderst inde banker hans hjerte for at arbejde som pædagog. Det giver mening. Han gider ikke ligge under en bil eller pusle med en stikkontakt. Han vil arbejde med unge som i Tetriz. Måske endda kriminelle unge. Kriminelle har hver sin historie, og han kan hjælpe dem. For er der nogen, som kan sætte sig ind i deres tanker, så er det Bilal.
Det er os, der hjælper
Bilal står foroverbøjet med en kost i hænderne ude foran Tetriz. Der ligger cigaretskodder og papir fra slik på jorden. Bilal fejer skraldet ned i risten foran døren, hvor han samler det op på en fejebakke. Imens står flere af hans venner og sniksnakker med medarbejderen Daniel. Der er en sødlig duft af røgen fra e-cigaretter.
Nede langs blokken kommer en ældre kvinde gående. Hun smiler og hilser på de unge. En af drengene klapper hende på skulderen og siger: ”Hej, Grethe.” Grethe forklarer Daniel, at hun har brug for hjælp til at bære møbler ned fra sin lejlighed. ”Det skal vi nok finde ud af. Vi kommer hjem til dig senere,” lyder det prompte fra Daniel. Grethe hæver hånden som farvel og trisser tilbage ad stien.
Bilal arbejder i et lommepengejob i Tetriz og er ansat af helhedsplanen i Nøjsomhed. Bilals arbejde indbefatter alt fra at feje og rydde op til at lave aktiviteter med de unge i Tetriz. Bilal får jobbet, efter at han fortæller Samer, hvor meget han brænder for arbejdet med unge. Derfor sender Samer ham straks videre.
Bilal skynder sig hen til helhedsplanens lokaler, som ligger midt i boligområdet. Lederen af den boligsociale indsats møder Bilal med et smil og byder ham på en kop kaffe. De sætter sig ved skrivebordet på det lille kontor. ”Jeg vil gerne arbejde i Tetriz. Jeg har gået rundt med tanken om at blive pædagog.” Lederen lytter opmærksomt og fastslår: ”Jamen så er det da noget, du skal prøve.” Han henter nogle papirer, som Bilal udfylder.
Et par uger senere starter Bilal i lommepengejobbet. Arbejdet gør ham glad, selvom nogle opgaver er federe end andre. Det bedste er at lave aktiviteter med de yngre. At feje og rydde op i skuret er kedeligt, men Bilal gør det alligevel. Det hele er jo del af hans arbejde, ligesom det sommetider er at hjælpe beboere i boligområdet.
Tre glade stemmer runger mellem blokkene. Det er Daniel, Bilal og Zaid, der også er i lommepengejob i Tetriz. De er på vej hjem til Grethe. Bilal presser knappen ind på dørtelefonen, og de tager elevatoren op på 4. sal, hvor Grethes smilende ansigt møder dem i døråbningen. ”Behold endelig skoene på,” siger hun og viser drengene ind i stuen. Langs de lyse vægge står der egetræsmøbler, og vindueskarmene er fyldt med grønne planter. Grethe peger på et lavt og spinkelt træmøbel. ”Ja, det er det, som skal ned til storskrald.” Bilal og Zaid morer sig over, at de er kommet tre mand for det lille møbel. ”Jeg troede, vi skulle slæbe sofaer og alt muligt andet ned.” De griner. Bilal og Zaid tager fat i hver sin ende af møblet og slæber det ud i opgangen i få ryk. ”Daniel, hvad skal jeg give for ulejligheden?” spørger Grethe. ”Ingenting! Det er os, der hjælper.”