DIREKTØR: SKAB RAMMERNE, GØR IKKE PLANLÆGNINGEN FÆRDIG

HVILKE OVERVEJELSER GØR I JER OM, HVORDAN MAN SKABER DE FYSISKE RAMMER, SOM TILGODESER HVERDAGSLIVET EFTER EN OMDANNELSE?

– Jeg vil naturligvis begynde med at fokusere på den mindre ramme, den enkelte bolig, som skal være god og sund. Vi har boliger, hvor en del af dem er af en ældre karakter, som vi renoverer for skimmelsvamp og alt muligt skidt. Så en god, sund og veldisponeret bolig er det primære. Det er den fysiske ramme, som er den helt nære, der er forudsætning ét.

– Min næste prioritering vil være, at boligen skal ligge i et trygt boligområde, et trygt kvarter med variation, og oplevelser for sanserne. Trygheden er én ting i det kriminalpræventive regi: det skal være nemt at orientere sig, der skal være oplyst om aftenen, og hækkene skal ikke være for høje, så man kan se, hvad der foregår. Det kan sagtens gøres elegant, så man ikke undrer sig over udformningen.

– Den anden del af forudsætningerne indeholder oplevelserne og sanserne, hvor der bør være overraskelser i rummet: At der er blomster, at der er træer af forskellig karakter, og at der nogle steder er muligheder for at se ind og ud i kvarteret. Variationer som bevirker, at vi som mennesker får aktiveret vores sanser på den gode måde i området.

TÆNKER I OGSÅ I OMRÅDER, SOM KAN AKTIVERE BEBOERNE?

– Vi har primært haft fokus på legepladser for børn, det er næsten blevet en selvfølgelighed, i hvert fald i almene boligområder. Naturligvis foregår der også andre aktiviteter, alt efter hvor stedet er: midt i København eller ude på Vestegnen, hvor der er luft og plads. Vi har boligafdelinger med hønsehold, får og fælleshaver, det er kreative tiltag, som skal indbyde til at gro, og facilitere mødet mellem mennesker, og understøtte muligheden for, at fællesskaber kan skabes og eksistere.

VORES SENESTE RAPPORT OM STEDSIDENTITET VISER, AT ALLE INVOLVEREDE AKTØRER ØNSKER ET STÆRKT SAMARBEJDE OM UDVIKLINGEN AF BOLIGOMRÅDET. HVAD ER JERES ERFARINGER HER?

– Samarbejde ligger i den almene sektors DNA. Det kan vi godt bryste os af, vi er ekstremt gode til at samarbejde. I forhold til nye boligområder, er der nogle af de beboere, vi allerede har i vores beboerdemokrati, som er ferme til at spotte og tilrettelægge steder, der er gode at bo i. De synes det er en inspirerende proces at tage del i.

– I eksisterende boligområder – afhængigt af, hvor velfungerende det frivillige liv er, er det jo i høj grad beboerne, som driver udviklingen. Men hvilke andre aktører er der så? Det er ofte kommuner eller andre, som vi arbejder sammen med. Det kommer meget nemt til os, også når vi samarbejder med rådgivere og professionelle, hvor de møder ganske almindelige beboere, som er engagerede, der ved noget, og som kan noget. Det vækker begejstring. Det er også med til at berige hinandens viden, erfaringer og holdninger, hvis der er en god proces omkring det.

HVORDAN VIL DU KARAKTERISERE ET VELFUNGERENDE HVERDAGSLIV?

– Det er ganske mange nuancer i det. Hvis vi tager udgangspunkt i det fysiske: Så skal det være nemt at komme rundt, der skal være tryghed, rare steder at være, og noget, som faciliterer fællesaktiviteter. Så er der aspekter som samkvem med andre mennesker, man hilser på naboen, og har gode snakke dér. Der er også det helt basale: om man har råd til at bo, hvor man bor? Har du til ”dagen og vejen”, som du har behov for i dit basale dagligliv, har børnene det godt, hvis man er forældre? Lige i øjeblikket bliver det sat i perspektiv i forhold til krigen i Ukraine, hvor godt vi har det herhjemme i forhold til, hvad borgerne bliver budt dernede i krigszonen.

KAN DU NÆVNE ET EKSEMPEL PÅ EN BYDEL I DANMARK, SOM HAR ET GODT SOCIALT HVERDAGSLIV, OG HVAD DEN ER KARAKTERISERET VED?

– Jeg vil pege på Hyldespjældet i Albertslund, som jeg kender fra eget regi. Det er en afdeling bygget i 70’erne med en ret stor variation i det fysiske udtryk med forskellige højder, med små og store stræder, og som minder om en landsby. Meget grøn med rigtig mange træer og små forhaver, så du har hele den ”Gehlske musik” i forhold til det semi-private/offentlige rum. Her er gode legepladser og hønsehold, fårehold, fælles haver og caféer. Den bydel har meget af det, som gør det til et rart sted at bo.

ER DER EN BYDEL UDENFOR JERES EGET REGI, SOM HAR ET GODT SOCIALT HVERDAGSLIV?

– Skulle man tage en diametral modsætning et andet sted, så har jeg haft fornøjelsen at være byplanschef på Frederiksberg i et par år. Tager man Frederiksberg som helhed, så har man haft en meget bevidst holdning om at gøre den levende og grøn. Bevæger man sig rundt på Frederiksberg, så har man et helt modsat liv af det vi lever i vores boligafdelinger på Vestegnen. Her har Frederiksberg steder, hvor man kan se, at der foregår noget: der er erhverv, butiksfacader og masser af boliger. Man har blandet aktiviteterne, og en blandet beboersammensætning – til en vis grænse. Frederiksberg er lykkes meget med igennem en lang årrække at holde fast i, at det skal være rart at bo, men der også skal være plads til bilerne, så man kan køre til sin lokale butik uden at det bliver et primært mål.

TILFLYTNINGEN AF HØJINDKOMSTBEBOERE TIL ET OMRÅDE MED LAVINDKOMSTBEBOERE KAN SKABE UDFORDRINGER, SÅSOM KONFLIKTER OM BRUG AF FÆLLES AREALER. HVORDAN KAN MAN HÅNDTERE DE UDFORDRINGER?

– Jeg var på studietur til London for ca. syv år siden, hvor man var begyndt at operere med en model, hvor de, der tilvejebragte billige boliger samtidig byggede penthouse-lejligheder til 10-20-30 millioner i den samme bebyggelse, hvor de også havde billige boliger til absolut lavindkomst. Jeg stillede én af rundviserne spørgsmålet om det ikke gav problemer? Det lidt pudsige svar var, som man også kan erfare i København, at det gjorde det ikke.

– Hvis man i et alment boligområde pludselig satte 10 boliger ind til meget velhavende mennesker, så ville det se underligt ud. Og omvendt. Men hvis du rent faktisk blander bebyggelserne, så sker der noget andet, og så finder beboerne ud af det over tid, og kommer overens.

– I Bo-Vita, tidligere Lejerbo København, opførte man på et tidspunkt blandet byggeri, da man begyndte at udbygge Sydhavnen i København. Der lavede man en opgang med andelsboliger, en med almene boliger, og en opgang med ejerboliger – lige ved siden af hinanden. Det gav en del beboer-konfrontationer lige i starten. Hvordan skulle man forholde til de praktiske ting? Og ikke mindst nogle fordomme om det almene.
Efter en vis tid fandt det helt sin egen måde at fungere på. Det, der er sket er, at den almene sektors ”velorganisrethed” – nødvendigheden af, at man skal have nogle regler for, hvordan vi gør her – både formelle, og naturligvis også nogle uformelle, faktisk virker. Vanen omkring, hvordan man håndterer ting, har nu sat sig, og danner en form for ”idyl” mellem de tre opgange.

HVOR MEGET SKAL DE FORSKELLIGE AKTØRER FACILITERE DEN SOCIALE INTERAKTION MELLEM NYE OG GAMLE BEBOERE?

– Der tales meget om, hvor meget skal andre end dem, der bor der, facilitere? Visse steder, især de mange senior-bofællesskaber, der kommer til i øjeblikket, har alle mulige set-ups i forhold til det. Nogle sætter midler af til at facilitere det på lang sigt, og andre sætter bare gang i lidt, og så fungerer det derfra. Det der ikke fungerer, falder så væk.

– Jeg tror rigtig meget på, at dét et kvarter eller en bebyggelse skal kunne, er at give muligheder. Det skal være muligt at mødes, der skal ske et naturligt møde mellem mennesker. Og så skal rammerne for, at man kan have noget mere, være der – fx det fælles have og køkken, at man kan lave mad sammen, men det kan også bare være den gode bænk på det rigtige sted. Der kan naturligvis godt være behov for noget starthjælp, men at man hele tiden skal kunstigt vedligeholde, det tror jeg ikke på i længden. Jeg tror på, at der er et naturligt behov for, at der er nogen som initierer det: aktørerne er dem, der bor der. I en periode kan man indsætte fx en caféleder, der står for det overordnede, mens de frivillige lokale tager hånd om det praktiske.

HVEM MENER DU ER ANSVARLIG FOR AT FREMME SOCIAL INTERAKTION MELLEM NUVÆRENDE OG NYE BEBOERE I OMRÅDERNE – PÅ SIGT?

– Det er vi alle sammen. Som tidligere nævnt, handler det om, at der ligger et ansvar i at planlægge sit område rigtigt, og måske i virkeligheden ikke planlægge det helt færdigt, forstået på den måde, at der er ”noget at gøre med”. Der ligger et ansvar i at fremme den sociale interaktion ved den måde som man planlægger sit område på, og netop ikke færdigplanlægger, men skaber rammerne.

– I nogle seniorbofællesskaber sætter udlejer eller sælger et beløb af til færdiggørelse af nogle forskellige ting For eksempel et sted, hvor man kan grille sammen, hvor seniorerne kan tage initiativet til at etablere og køre projektet. Det udgør ansvaret. Nogle steder er beboersammensætningen svagere, hvor der er et tydeligt behov for, at der nogen, som understøtter de svageste, dem har vi jo en del af hos os, og hvor den store Landsbyggefonds finansierede helhedsplaner tidligere har været med til at understøtte og fremme social interaktion i stort omfang. Det er der stadig behov for. Mht. den sociale interaktion, kan der være arbejde som skal understøttes i en periode for at sikre at blandingen af beboere bliver en positiv oplevelse i stedet for noget negativt.

 LÆS MERE OG HENT RAPPORTEN “STEDSIDENTITET OG SOCIALT MIX 3”