Finlandsparken blev i december 2018 udpeget som et hårdt belastet område på Regeringens officielle liste. En en stærk positiv udvikling i området har gjort, at Finlandsparken siden 2020 ikke længere er på listen, men nu er et såkaldt forebyggelsesområde. Finlandsparken, beliggende nord for Vejle, er et alment boligområde på Nørremarken, der består af 11 boligblokke. Boligerne ejes af boligforeningen AAB Vejle og har cirka 1600 beboere.
Vi har spurgt både Vejle kommunes jobcenter og boligsocial koordinator i helhedsplanen Vores Vejle, Danni Frank, om hvilke tiltag, der har påvirket Finlandsparkens gunstige udvikling, og om det gjorde indtryk på ham at komme af listen? Danni Frank:
Ja, det gjorde det da i allerhøjeste grad. Vi havde det lidt på fornemmelsen, vi har nogle værktøjer til at følge, hvor mange der f.eks. er kommet i job og uddannelse, og vi kunne godt se, at der var en mulighed for at ryge af listen, men det gjorde da et kæmpe indtryk, at nu er vi endelig kommet af den forbandede liste – for nu at sige det pænt. Vi blev glade på beboernes vegne, over at den mærkat kunne blive fjernet. Vi har ikke selv brugt ordet ghetto, men det var dejligt, at man kunne blive fri for at blive betegnet som ghetto.
Vi har arbejdet hårdt sammen med andre aktører i området på at få folk i beskæftigelse og uddannelse, det er et at vores store hovedmål, som vi virkelig arbejder intenst på og med, så jeg var ikke overrasket, men alligevel bliver man glad. Det er 6-10 personer, som gjorde forskellen i forhold til kriterierne. Det er spinkelt, men det er et skridt i den rigtige retning.
Hvilke kræfter har der været bag udviklingen?
Jeg begyndte mit arbejde her for fire år siden, hvor jeg har noget erfaring som gadeplansmedarbejder i Odense, hvor jeg arbejdede og opsøgte unge, som var på kanten til at ryge ud i bandemiljøet. Jeg gik i gang med at undersøge, hvilke virksomheder, der lå i området. Og naturligvis kontakte jobcenteret, som jeg hurtigt fandt ud af var meget interesseret i at komme ud i områderne og gøre en indsats, hvis det var det der skulle til.
Man havde i mange år tænkt at trække folk væk fra områderne, så alt ikke bare sker netop i områderne og det bliver et parallelsamfund. Da jeg havde været der et års tid, fandt vi ud af, at den gruppe af ledige man har i området, hvor beskæftigelsen var på toppen, var nogle af dem som havde det allersværest: De havde været mange år væk fra arbejdsmarkedet eller havde måske ikke fået fodfæste på det. Da vi fik klarlagt det med jobcenteret, og fik tal på, hvem er det vi har med at gøre – hvad er deres uddannelsesbaggrund, erhvervserfaring, sprogkundskaber, så lavede vi nogle forløb med jobcenteret, hvor vi gav den gruppe en masse baggrundsviden om det danske arbejdsmarked og rummeligheden i det. Måske kunne man ikke arbejde 37 timer, men det kunne godt være, at man kunne arbejde 10 timer, og at alt tæller.
Det forløb kørte vi 1½ år, og så blev vi enige om at lave en ny indsats. Vi kunne se, at de borgere vi havde gennem et forløb mange gange var de samme, som kom tilbage igen. Det var hovedsageligt folk med ikke vestlig baggrund, og især kvinder i aldersgruppen fra 30-50 år. Den nye indsats gik endnu mere målrettet til værks, og der var det jobcenteret selv, der skulle stå for undervisningen, sådan at det blev mere målrettet i samarbejde med virksomhedskonsulenter, så det blev mindre undervisningsforløb med 8-10 borgere. Man hjalp med CV og de kom på virksomhedsbesøg, og hørte andre, hvordan de kom ind på arbejdsmarkedet, og hvad man selv kunne være med til at gøre.
Udover det, hyrede vi private coaches, der kunne hjælpe beboerne, også med de ting, som nødvendigvis ikke lige var relateret til jobcenteret, men som gav rigtig god mening. De kunne have nogle udfordringer med fx helbredet, fik motioneret for lidt, hvor coachen kunne få dem i mål med det. Det kunne være noget sygdom, hvor coachen kunne guide i forhold til, hvem man skulle have fat i i kommunalt regi. Vi lavede en helhedsorienteret indsats på borgere, som havde lyst til at få en coach tilføjet sit forløb. Det var en stor succes i forhold til, at de fik rigtig meget livsglæde. Og troen på at arbejdsmarkedet kunne rumme dem. De opdagede, at vi ikke bare ville have dem sparket ud på arbejdsmarkedet for enhver pris, men at vi også var interesseret i at få deres liv til at fungere derhjemme. Som udgangspunkt vil alle folk rigtig gerne have noget at lave og bidrage med noget til deres børn. For de er jo forbilleder for deres børn – det kan jo være svært, hvis man ikke har været på arbejdsmarkedet i mange år, og man ikke er forbillede for sine børn – og hvad betyder det? En dagligdag, hvor far og mor ikke laver noget, behøver vi så som børn lave noget?
Vi havde fem som var i selve forløbet inden Corona kom, og som rigtig gerne ville have lov til at fortsætte lidt mere i den dur. Ikke én eneste hoppede fra. Hvis vi fik bare to i arbejde, anså vi det som godt, og procentmæssigt er det også højt, det er jo de borgere, som er allerlængst borte fra arbejdsmarkedet.
Det er jo en helt speciel gruppe du har fået fat i, hvordan finder man dem og har du gode råd?
Det skal være en helhedsorienteret indsats, ikke kun for den jobsøgende, men for hele familien. For mange gange er det jo således, at tingene skal hænge sammen, og man kan have noget modstand fra nogle familiemedlemmer, som ikke synes det er en god ide, at man skal på arbejdsmarkedet, for der er nogle ting, som der skal laves derhjemme. At man kigger på om der er nogle sager i forvejen, hvor de her familier får noget hjælp. Kan vi sammen som kommune og helhedsplan på at få en målrettet indsat for hele familien.
I samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning i Vejle, valgte vi at lave et samarbejde omkring at få unge i job eller uddannelse. En meget håndholdt indsats, hvor vi gik hjem til de unge på deres bopæl og tilbød dem hjælp til at komme i uddannelse eller i job. Vi besøgte 32. Ud af de 32 fik vi 18 i beskæftigelse eller uddannelse, det var en kæmpe succes. Det at man kommer ud til dem, og siger, at vi bekymrer os virkelig om, at du ikke har noget at lave, vi vil gerne hjælpe dig. Og i og med, at jeg ikke er repræsentant for kommunen, laver jeg ikke sanktioner mod dig, jeg tilbyder bare min hjælp. Det blev taget i mod med åbne arme.
I er med på den nye forebyggelsesliste, hvad gør I i forhold til det?
Vi gør ikke så meget nyt i forhold til det vi har gjort tidligere. Mig bekendt kører man differentieret udlejning, der er ved at blive skrevet en ny helhedsplan. Vores og mit arbejde de sidste fire år fortsætter, og jeg håber også at fortsætte, når min kontrakt udløber. Og ellers er der en udviklingsplan for hele Finlandsparken, hvor det er beskrevet for samarbejdspartnere og boligforening, hvad de skal gøre hver især for at Finlandsparken udvikler sig. Man fortsætter også med at kigge på, hvem er det, som flytter ind i områderne.
Det boligsociale aspekt i al det her, hvad er det?
At vi i vores organisation, kan vi gå ind og støtte op om individerne ude i boligområderne med indsatser. Vi kan samarbejde på tværs af det kommunale system, vi har så gode samarbejdspartnere uden at skulle trække det kort at de skal ind i et specielt system. Vi ser meget på deres sociale arrangementer i områderne, men også frivillighedsarbejde og bydelsmødre. Vi har meget fokus på mental sundhed i nogen af vores forløb, de henvender sig til alle der har lyst til at komme ud og bruge naturen som terapi, det er ikke kun for jobsøgende men for alle beboerne. Det er vigtigt, at som jobsøgende er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet, derfor opfordrer jeg også folk til at tage med ud på et sundsforløb. Vi kan gå ind og påpege alle de ting, der skal være klar for, at du kan få og gå på arbejde. Det nytter ikke noget, at du har 20 milliarder ting inde i dit hoved, når du skal søge job.
Den boligsociale indsats er meget mere fleksibel og mere personlig end så meget andet jeg ser rundt omkring, den kan virkelig noget.
Uffe Hornbech, afsnitsleder i Vejle kommune, Jobcenter Vejle (aktivitetsparate over 30):
Da du så at Finlandsparken var af listen, hvad tænkte du den gang?
Det var et meget stort politisk mål at opnå lige det, og blandt andet derfor har vi et godt samarbejde omkring den boligsociale helhedsplan, hvor vi jo blandt andet samarbejder med Danni Frank i Finlandsparken. Jeg har arbejdet her i jobcenteret godt 2½ år – før havde vi en åben rådgivning, som vi så ændrede undervejs til at være et aktiveringsforløb, hvor vi laver en indsats for borgere i Finlandsparken. Selvfølgelig har vi lavet nogle justeringer undervejs i forhold til antal deltagere og effekt, og hvilke mål er det vi skal løbe efter. Hele årsagen til, at Finlandsparken er af listen, og at vi får folk videre til nogle ordinære timer, jobs, fritidsjobs eller nogle arbejdstimer, skal naturligvis ikke findes hos os alene.
Det er en fælles frugt, som er høstet af et godt samarbejde?
Ja, det er det. Det vi gør er, at vi har to faste rådgivere på forløbet, og to virksomhedskonsulenter, hvor man møder gruppen to gange om ugen på et ”lukket hold”. Vi prøver at opnå, at efter hånden, som man kommer nogle gange på forløbet, så lærer man hinanden at kende og spejler sig i hinanden i forhold til ”at hvis han kan, så kan jeg også godt”. Man kan vurdere sig selv i forhold til én som f.eks. er kommet i arbejde, det er spejlinger som er mulige, når man har sådan et lukket hold.
Set med dine ”kommunale briller” – er der nogle råd du kort kan give videre til andre kommuner?
Det er nok meget med, at man skal passe på, at man ikke slår det for stort op, at man ikke vil for meget på én gang. Det er i hvert fald den erfaring vi har gjort os. Vi startede ud med at have et større hold – ca. 15, men hvis man vil lave denne her håndholdte indsats, og man har en mulighed for at lave understøttende arbejde, og få de her borgere videre ud i jobs eller hvad de nu skal videre til, så kræver det, at man ikke har for mange på holdene. At man kan følge hver enkelt i det øjeblik, hvor de er motiveret for noget.
Hvordan arbejdes der videre med de positive tiltag?
I vores regi arbejder vi videre med den indsats vi allerede har, den lukker vi ikke ned fordi vi er af listen. Når man lige ligger i den gråzone, så skal der jo ikke så meget til for før man kommer på den igen. Nu har vi valgt vores målgruppe, som er længst fra arbejdsmarkedet, men der er jo også grupper, som er tættere på arbejdsmarkedet.
Hvordan tror du Finlandsparken ser ud om 20 år?
Det synes jeg er svært at svare på. Mit håb vil være, at det er en mere blandet befolkning, der bor der. Folk som besøger Finlandsparken for første gang studser ofte over, at det har været et udsat boligområde. Det er ikke et sted, hvor man tænker, at der har jeg ikke lyst til at bo: Så jeg har et håb og en tro på, at der bor en helt anden sammensætning af borgere, når man tænker 20 år frem.