Hvordan ser Corona-situationen ud i Svendborg? Vi har efter påsken talt med Mette Østerberg, 48, projektchef for Aktive Boligområder i Svendborg med 3600 beboere, som varetager den boligsociale helhedsplan fra 2018-2021. Mette har ansvar for ledelse, økonomi, dokumentation, og evaluering. Der er 8 medarbejdere tilknyttet hendes team.
Hvornår gik det op for dig, at pandemien vil sætte et alvorligt fodaftryk?
– Det stod lysende klart for mig, at den ville have vidtrækkende konsekvenser den 11. marts, da statsministeren holdt sit pressemøde. Inden da var vi begyndt at tage nogle generelle forholdsregler, og være opmærksom på at spritte hænder. Vi kom så at sige fra et til hundrede på meget kort tid dér.
Hvordan reagerede dine medarbejdere?
– Meget professionelt. Når man er inde i det her ”game” med boligsocialt arbejde, og man bliver ved med at være der, som mange af mine medarbejdere, så er man meget omstillingsparat. I det boligsociale regi er vi mentalt klar over, at der pludselig kan ske noget nyt, og der kan ske noget anderledes. Situationen, som den er nu, er selvfølgelig en ekstrem, men alle har reageret rigtig konstruktivt og løsningsorienteret, og har budt ind med, hvad vi kan gøre under de givne omstændigheder. De har været lynhurtige til at omstille sig til denne her nye virkelighed. Jeg tænker, at er der noget boligsociale medarbejdere er gode til, så er det at indrette sig på nye forudsætninger, der træder i kraft, og så må vi indrette os efter det. Man er vant til at rammerne, som man arbejder med, hele tiden er under forandring.
De boligsociale helhedsplaner er jo meget synlige ved sin fysiske tilstedeværelse i de almene boligområder. Hvad er det for opgaver som er svære lige nu under Corona-krisen?
– Dér hvor jeg kan se det lige præcis rammer, er i de fælles aktiviteter. Vi har et initiativ, der hedder Klub Mand, bestående af nogle ganske aktive mænd, som skulle til at starte et nyt netværk op for enlige mødre. Det ligger ganske enkelt ret stille lige nu.
Dér hvor vi har en til en kontakt og ved præcis, hvem vi har med at gøre, kan vi i rimeligt omfang kompensere. Vi har eksempelvis en åben beboerrådgivning, hvor folk ikke møder op og får rådgivning pga af den fysiske barriere, de er så nødsaget til at ringe.
Visse ting ville vi have opfanget på et tidligere tidspunkt. Vi ved først nu, når læsset er tippet eller situationen er virkelig alvorlig. Anderledes er det fx med en familievejleder, som arbejder med 15 børnefamilier af gangen, der er i sårbare elle vanskelige situationer. Hun kender sine familier. Det samme gør en anden medarbejder, der arbejder med at være opsøgende i forhold til unge voksne mænd mellem 18-29 år. Det er ærgerligt, at de ikke kan mødes, men de ved, hvem det er de skal kontakte, og rigtig meget af den kontakt foregår naturligvis over telefonen og på Facetime.
Har I selv søgt nye løsninger?
– Rådgivningen og kontakten foregår over telefonen eller de sociale medier. Der har været en første fase, hvor det har handlet meget om at få kommunikeret forskellige budskaber ud, og gjort klart, hvad det her handler om. Og ikke mindst sikre, at budskaberne når ud på alle sprog, og at folk også er nogenlunde trygge ved det.
Vi holder naturligvis øje med, hvad der sker i boligområderne: Nu begynder det her efter påske virkelig at trække noget i langdrag for nogle af vore beboere – unge, der skal være derhjemme, og som ikke fx kan passe deres fritidsjob. Vi begynder også at se tegn på, at det går ud over visse beboere økonomisk, de får svært ved at betale deres husleje. Der er hele tiden nogle nye faser i det her, og sommerferien kan virkelig blive en anden trykkedel end vi er vant til, da der er rigtig mange familier, som plejer at rejse ud til deres slægtninge. Vi må hele tiden være opmærksomme på, hvordan situationen måske vil se ud om tre uger. Vi kan jo heller ikke bare sidde på hænderne og vente på at komme i gang igen med det arbejde, som står beskrevet i helhedsplanerne. Derfor må vi prøve at bruge ressourcerne og tiden på en anderledes måde lige nu.
Hvad er det mest påtrængende problem her og nu?
– Der to ting, som vi er særligt opmærksomme på. Den ene ting er økonomi: der kan vi jo se, at der er beboere, der måske har hutlet sig igennem med småjobs, som pludselig står uden beskæftigelse. De kan have svært ved at betale deres husleje. Der har vi brug for at boligorganisation og kommune er i tæt dialog og samarbejder omkring at finde nogle brugbare løsninger, så vi ikke får sat en masse mennesker ud af deres lejligheder. Den anden ting, som er særligt opmærksomhedskrævende, er selvfølgelig de udsatte og sårbare familier. Nogle af dem, der skal have deres børn i daginstitutioner, gør det ganske enkelt ikke, og det er et væsentligt område at have fokus på. Vi har også en rigtig stor og velfungerende fritidsjobindsats for unge, men lige nu er der jo rigtig mange unge, der står for fritidsindsatsen, som er sendt hjem.
Er der forskel på ageren hos unge contra ældre?
– Jeg tror det har været sværere for de unge, som er udadvendte, de er vant til ikke at have nogle restriktioner på hvad de må og ikke må, det er en stor forandring. Det er godt for dem at komme i skole, det er godt at komme på job, og tage ud at mødes med nogen. I nogle lejligheder har man jo ikke forfærdelig meget plads, man bor sammen i en mindre lejlighed, hvor det for de ældre også kan være træls. Der er familier, hvor moderen, faderen eller søskende er syge eller svækkede af en eller anden grund. Og de skal jo passe meget på, jeg forestiller mig, at det er et ekstra stort pres lige nu.
Hvordan har I forholdt jer til de sproglige udfordringer?
– Det har været en kombination af at få delt oplysninger på forskellige sprog på de sociale medier, hjemmesider, og hvor man nu kan få budskaberne hurtigt ud. Vi har været i kontakt med naboambassadører – nogle er aktive i Klub Mand, andre er nogen vi kender. Endvidere er vi i tæt dialog med Interkulturelt Team i Svendborg kommune, som har kontakt til en stor del af de nyeste flygtningefamilier. Så på den måde – mange bække små -har vi forsøgt at nå hele vejen ud, og samtidig gøre nogle af de ressourcestærke personer opmærksom på, at de faktisk spiller en særlig rolle lige nu ved at dele opslagene på Facebook og de sociale medier.
Har du nogle råd, som du kan give videre til andre, som sidder i samme stol som dig?
– Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt i en situation som denne her, som er så ekstraordinær, at der er dialog og kommunikation med kommunale samarbejdspartnere og med andre organisationer – det er ekstra vigtigt. Og at prøve at samle kræfterne, og finde ud af, hvordan vi kan få lavet nogle gode initiativer.
Vi havde en rigtig god ide til nogle aktivitetsinitiativer, som vi var ved at søge hos kommunen eller hos en fond og før vi får søgt, så er pengene opbrugt. Man skal virkelig være hurtig, hvis man vil have nogle midler. Vi er hele tiden lidt på bagkant, vi kan ikke forudse, hvad der kommer til at ske.
Kodeordene er samarbejde, kommunikation, og at finde frem til de fælles bedste løsninger. Hvordan når vi de udsatte familier bedst? Hvad er det bedste tilbud til dem? Hele tiden skal vi være i dialog og få koordineret, hvad vi skal gøre, og hvad vi oplever. Så kan vi få taget hånd om de problemer, der nu kan opstå, og få understøttet beboere og boligområder, før tingene løber helt af sporet.