I Brønderslev, i Nordjylland, har man taget initiativ til et helt nyt samarbejde med entreprenørvirksomheden Enemærke og Pedersen om renovering af 206 lokale boliger. Samarbejdet involverer om få måneder 12 unge ledige i en renoveringsproces, som indbefatter alt – lige fra nedrivning til opbygning.
Initiativtageren til samarbejdsprojektet, Abas Khalaf, 33, har arbejdet med udsatte og flygtninge i 12 år, og har været ansat i den lokale boligforening P.M i 8 år. Abas er uddannet folkeskolelærer, han er iraker/kurder og nu projektleder for den boligsociale indsats i Mælkebøtten, der betegner sig selv som et lokalt beboerkraftværk. Målgruppen for den boligsociale indsats i helhedsplanen er fra 0 til 90 år, men med et særligt fokus på aldersgruppen 18-29 år.
Hvad er det for et nyt projekt I har i støbeskeen med unge ledige?
– Vi har fået udarbejdet en – for os – ny samarbejdsaftale i forbindelse med et større renoveringsprojekt af et af vore boligområder med et større entreprenørfirma, der arbejder her lokalt med nedrivning og opbygning. Og for os er det er et helt nyt bekendtskab, der reelt er etableret uden egentlige forbehold. Enemærke og Pedersen meldte ud med det samme, at de var med på at tage et socialt medansvar.
Vi bad kort og godt om 12 praktikpladser pr. år, som prøveperiode, hvor unge kan få lov til at tage praktikperioder i forbindelse med at de går ledige. De kan vælge sig ind på fire håndværkerfag – eksempelvis som maler, tømrer, murer eller VVS’er. Det er et 12-ugers forløb med praktikstillinger, hvor de unge prøver kræfter af med forskellige ting på byggepladsen. Man lærer af at prøve sig frem, er min erfaring. Viser det sig, at man har talent for at male, så er virksomheden åben for at tage de unge ind i micro-jobs. Samtidig vil vi undervejs evaluere sammen med de unge om det giver mening at fortsætte med det valgte håndværk– det er centralt for os. Så kan de vælge det fra eller til.
Hvem er de unge som I rekrutterer?
– Fokusgruppen er de 18-29-årige, og begrundelsen er, at store dele af vore flygtninge og indvandrere er i netop den aldersgruppe. Vi mener også, at det er dem vi kan rykke.
– Der er en indforståethed hos den gruppe af unge, at det i sidste ende handler det om at blive dygtige ingeniører eller læger. Vi skal bort fra det jeg kalder ”københavneriet”. De må de lære at erkende heroppe i Nordjylland, at det er der ikke brug for i Brønderslev og omegn. Vi har brug for nogle praktiske hænder, og vi har ganske enkelt brug for nogle håndværkere. Jeg ved godt, at det kan lyde meget firkantet, men jeg mener det, og jeg har erfaringerne: Kvinderne skal ud og være de varme hænder, som mangler på plejehjemmene og institutionerne, og mændene kan i størstedelen af tilfældene være en del af servicefagene. Vi har fokus på, hvad vi kan gøre for at få vore udsatte borgere og indvandrere i arbejde.
– Vi har en personlig relation til alle de unge her og det er en fordel, at jeg har været her i lang tid. De små drenge har jeg kendt fra de var små til de nu er blevet voksne mænd, og jeg har en god relation til børnene og forældrene. Tit og ofte tager de udgangspunkt i mine råd. Anbefaler jeg fx, at en ung skal kigge mod håndværkerfagene, så nytter det ikke, at tage en HF og få 02 til eksamen. Det kan vi ikke bruge til noget.
– Mange af indvandrere har det svært skriftligt og sprogmæssigt i forhold til det danske sprog. Det kræver en smule sprog i forhold til at tage en håndværkeruddannelse, men det kræver ikke, at du sidder foran en computer eller med en bog i hånden i 23 timer, som nogle af de videregående uddannelser gør. Og fagligheden er ikke på det niveau, det er jo ofte en helt ny verden og et nyt fagsprog de møder. Udover de sproglige ting, kan de unge have andre ting med i bagagen – traumer eller alt muligt andet, som forstyrrer dem.
Har du gode råd til andre helhedsplaner, som har ”blod på tanden”?
– Tag udgangspunkt i jeres lokalområder, de unges netværk, hvad giver reelt mening for dem? Når I søsætter boligsociale projekter og forskellige indsatser – hvad virker så i jeres område? Én ting virker på Sjælland, noget andet i Sønderjylland og noget helt tredje i Nordjylland. Det er geografisk betinget i forhold til, hvordan mentaliteten og kulturen er i området. Vi har faktisk en relativ høj procent af beboere, som er indvandrere og efterkommere af indvandrere, men vi har ingen kriminalitet heroppe. Og så kan jeg tage til Aarhus eller København og stå og ryste på hovedet og tænke, hvordan er f……. er det gået så galt her? Der er beboersammensætningen måske lidt anderledes, men det er den mentalitet og kultur man opbygger i bestemte områder, som medvirker til det. Og lige dér har vi mulighed for at påvirke udviklingen som fagpersoner.
Hvem fik ideen til det her?
– Jeg var pædagog i Nørresundby, hvor kommunen og helhedsplanen samarbejder, og der var der nogle eksempler på succeshistorier med nogle drenge, som var ballademagere, men som blev ejendomsfunktionærer i området, og som også havde nogle håndværkeropgaver. Reelt tog initiativet mig ét opkald, hvor jeg præsenterede vores ønske for Enemærke og Pedersen, og en uge efter kom en projektleder fra firmaet til møde, og så fik vi strikket en rimelig god model sammen.
Hvad er dine forventninger til projektet?
– Jeg forventer i stigende grad, at det kan være medvirkende til at flere unge fra området kigger henimod håndværkerfagene i stedet for at tage gymnasiet, og fortsætte på videregående uddannelser og komme ud til stor arbejdsløshed. Jeg ved udmærket, at der er noget kulturelt i det her, bl.a. at det ikke er velset i visse lande at blive håndværker: Når du er håndværker, er du i den nederste del af fødekæden, det er dårligt lønnet, og du kan nok ikke forsørge din familie, når du fx er håndværker i Mellemøsten. Det er en kulturel barriere, som skal nedbrydes i forhold til at vælge håndværkerfagene til – og ikke fra, og som vi skal arbejde med at overbevise folk om heroppe i Nordjylland – i stedet for, at vi skal have forventninger om, at de unge skal være læger, advokater og ingeniører alle sammen. Det er et typisk københavnersyndrom.
I sidste ende er det jo også jobbet, som holder folk og de unge ude af kriminalitet. At have en meningsfuld ting at tage sig til – og pengene er alfa og omega for de her unge mennesker.
Hvad udtrykker de unge deltagere, som skal deltage i projektet?
– Vi har udvalgt deltagerne, og det er naturligvis nogle, som vi tror på. De virker meget optimistiske, og glæder sig. Der er fx én af de ’gamle’ unge, som er flyttet tilbage til Brønderslev: Jeg fortalte ham om projektet, og han har prøvet gymnasiet, og det var bestemt ikke noget for ham. Han erkendte så at kunne se lyset i denne mulighed, og at netop håndværkerfagene kunne være en indgangsbillet til arbejdsmarkedet.
Fremtiden virker lys heroppe, så længe vore samarbejdspartnere er så åbne og samarbejdsvillige. Så tror jeg, at alt kan lade sig gøre. Renoveringen af disse boligblokke varer tre år, og så har vi måske tre gode år, hvor vi får prøvet det af. Og lykkes det, så kan vi jo tage den erfaring med videre i rygsækken med en viden om, at det her er vi blevet klogere på.
Entreprenørvirksomheden Enemærke og Pedersen, som er nævnt i interviewet, står i spidsen for et udviklingsprojekt, som har til formål at løfte socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet. Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) indgår i partnerskabet sammen med blandt andre CABI og Green Building Council Denmark. Du kan læse mere om projektet her.
Se også rapporten ‘Renovering og jobskabelse i udsatte boligområder‘.