Hjem / Nyheder / BOLIGSOCIAL TEMADAG MED KL
nyheder
30. april 2015

BOLIGSOCIAL TEMADAG MED KL

Udbyttet var stort til temadag, hvor organisering og innovation var på programmet.

Onsdag den 22. april afholdt CFBU i samarbejde med Kommunernes Landsforening en temadag for landets kommuner med boligsociale helhedsplaner. 20 kommuner var repræsenteret med en eller flere medarbejdere, der varetager koordineringen eller har ansvaret for kommunens boligsociale arbejde og samarbejdet med boligsociale helhedsplaner og boligorganisationer.

På dagen præsenterede CFBU de foreløbige resultater af en undersøgelse af kommunernes arbejde med det boligsociale, og professor i offentlig administration ved Roskilde Universitet, Jacob Torfing, løftede overlæggeren, og fortalte inspirerende om, hvordan der gennem netværksstrukturer kan skabes basis for endnu mere innovation i den offentlige sektor.

Efter de to oplæg bød eftermiddagen på drøftelser af emner som: Hvordan kan kommunerne arbejde mere strategisk med det boligsociale emne? Hvordan overkommer man udfordringerne og skaber synergi i samarbejdet mellem kommuner og boligorganisationer med to forskellige organisationskulturer? Og hvad er ønskerne for målsætninger og tilgange til arbejdet? Der blev fortalt om spændende erfaringer i de forskellige kommuner, og der blev luftet ønsker for fremtidens kommunale organisering ift. arbejdet med det boligsociale.

– CFBU tog en masse spændende input med hjem. Vi er glade for at have opstartet en tættere dialog med kommunerne, og ser frem til et forsat inspirerende samarbejde til gavn for det boligsociale arbejde”, siger konsulent i CFBU, Rikke Engly Mygind.

Se seneste nyheder