I forbindelse med boligminister Kaare Dybvad Beks besøg hos CFBU, fik vi lejlighed til at stille ministeren et par spørgsmål om hans virke og visioner for landets udsatte boligområder og det boligsociale arbejde.
Er det et ønskejob for dig at blive udnævnt som boligminister?
– Det er det helt klart. Jeg har før arbejdet med boligpolitik, byudvikling, erhvervsudvikling – hele det felt, som handler om den fysiske planlægning. Det studerede jeg, da jeg læste geografi, og har sidenhen arbejdet med det, så for mig, er det et fantastisk spændende område, som rummer utrolig mange vigtige diskussioner for vort samfund. Så på den måde er det klart et drømmejob for mig – ingen tvivl om det.
Du har fået en start med et prædikat som en dedikeret minister: Du har allerede taget mange spadestik rundt i hele Danmark og været til bl.a. mange rejsegilder. Kan du fortælle lidt om tankerne ved selv at være så meget ude i boligområderne?
– Som boligordfører kom jeg også en del rundt ude i boligområderne, men det er klart, at som minister synes jeg, at det er endnu vigtigere at sørge for at møde folk direkte – på første hånd. Tit er det jo nogle erfaringer som gennem tiderne er indsamlet, og som man som minister får på et notat, der kommer op gennem systemet. Det er naturligvis også vigtigt at kunne arbejde på den måde, men det skal suppleres af, at man tager en snak med dem som det drejer sig om, og som lever i det til daglig. Det er dér man får forståelsen af, hvordan livet er, og hvordan folk udvikler sig generelt.
Du har inden du blev udnævnt som minister interesseret dig meget for boligområdet, medvirket i radioprogrammer om emnet, udgivet en bog ”Udkantsmyten” etc., – hvad er det, der lige gør, at du synes at boligområdet er så interessant?
– Jeg tror det er fordi folk undervurderer, hvor meget det betyder, hvordan vi bor, og den sammensætning der er i vores byer. Det er ganske afgørende for en masse ting i vort samfund. Det er blevet udlagt lidt som om man siger: Nå, nu er der en tendens til at folk dyrker mindre idræt eller nu er der en tendens til at nogle grupper har sværere ved at få en uddannelse. Det bliver så omtalt i en nyhed i radio eller tv, og reaktionerne er så: ”Det er godt nok også for dårligt”. Nogle gange får jeg lyst til at forbinde de dér prikker og pointere at, måske er det fordi vi planlægger på en måde, hvor vi f.eks. ikke har lige nem adgang til sportsfaciliteter. Måske er det fordi, at vi planlægger på en måde, hvor man ikke møder hinanden på tværs. Det er med til at ødelægge den sammenhængskraft, der får folk til at begynde en uddannelse og få job bagefter. Jeg er virkelig kritisk overfor den nedtoning og markedsgørelse af hele den fysiske planlægning og boligplanlægningen, som der har været de seneste årtier. Den har en række afledte konsekvenser, som man ikke er opmærksom på, og det er jo egentlig det interessante ved at diskutere byudvikling og boligplanlægning.
Set med dine øjne – hvad er de største udfordringer i de udsatte boligområder?
– De største udfordringer er jo netop de udsatte boligområder set på den måde, at der er en koncentration af beboere både i forhold til etnisk sammensætning og i forhold til især sociale problemstillinger, der forværrer områderne på forskellig vis, og som har en forskellig historik. Nu sidder vi f.eks. med 15 områder som skal lave en udviklingsplan. Umiddelbart er der ikke to af dem, som minder om hinanden. De er meget forskellige i deres udtryk. Tingbjerg er et område, som i mange år har været anvisningsområde for en meget stor kommune. I Tingbjerg er byggeriet og omgivelserne fantastiske flotte, men det har tilfældigvis været sådan, at folk der har haft sociale problemer efter byfornyelsen i København, er rykket derud, og så er man endt med at have en skæv sammensætning af beboere. Tager du til Finlandsparken i Vejle, så er det nogle fuldstændig andre problemstillinger, som gør sig gældende dér. Tager du til Stengaardsvej i Esbjerg, er der nogle helt andre problemer dér. Det er bare vigtigt at forstå, at når man diskuterer de her ting, er der forskellige historier bag hvert boligområde. Jeg prøver så vidt muligt også at forstå de forskellige historier og sammenhænge. Det er klart, at fællesnævneren er, at man har en beboersammensætning, som er skæv i forhold til, hvad den burde være. Den burde minde mere om kommunernes almindelige beboersammensætning.
Hvad er det lige, at det boligsociale arbejde kan?
– Det boligsociale arbejde kan være med til at løfte de kompetencer, som beboerne, der vokser op i de områder har eller som bor der. Skabe nogle sociale strukturer, sørge for at folk får nogle af de kompetencer, der skal til for at få et godt liv i Danmark – dvs. sørge for at få dem i fritidsjobs, sørge for at få dem ind i foreningslivet, sørge for at få dem ind i nogle af de frivillige organisationer, som vi har – eller sørge for at folk kan lære dansk, hvis det er udfordringen. Personligt tror jeg meget på, at når folk får kontakt med det almindelige arbejdsmarked, er det altafgørende for, hvilke muligheder man får senere i livet.
Kan du give et bud på, hvordan du tror de udsatte boligområder kommer til at se ud om ti år?
– Jeg tror, at kommunerne med parallelsamfundslovsgivningen– jeg ved jo selvfølgelig også, at der er mange, som er kritiske –får et mere nuanceret blik for de områder, som er på vej i en negativ retning. Jeg tror, at man vil se på det med nye øjne og sige: ”Okay, vi kan se at der er en befolkningsudvikling her i vor kommune, som er ved at udvikle sig i en forkert retning”. Og der vil man langt tidligere sige, end det før har været tilfældet, at nu sætter vi ind med fleksibel udlejning, fremskudt jobindsats, uddannelsesindsats – alle de indsatser, som er vigtige for at løfte områderne. Det tror jeg vil være den langsigtede konsekvens. I de konkrete boligområder vil man se dem omdannet til noget andet end de har været tidligere. Tingbjerg vil blive et andet boligområde end det er i dag med langt flere private boliger, man vil se en langt mere blandet beboersammensætning og vil have en skole, hvor sammensætningen af børnene minder meget mere om skolerne i resten af København. Og tilsvarende med alle de andre områder rundt om i landet.
Hvis du skulle give et lille hip – et klap på ryggen til dem, der sidder og arbejder med de her forskelligartede opgaver, de boligsociale medarbejdere i de udsatte boligområder, hvad skulle det så være?
– Det er vigtigt at huske på i hele denne her diskussion om nedrivning, de her meget voldsomme metoder, som bliver diskuteret, at før vi kom dertil, var der en meget stor del af de udsatte boligområder rundt om i landet, som i virkeligheden løste deres problemer ganske effektivt gennem de metoder, som de arbejder med til dagligt. I dag er vi i Avedøre stationsby – et rigtig godt eksempel.
Akacieparken i Valby, Æblehaven i Roskilde, Vejleåparken i Ishøj, er en række eksempler på områder, som i virkeligheden har fået løst deres problemer gennem klassiske boligsociale indsatser. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem, når vi samtidig konstaterer, at der er nogle områder som eksempelvis Vollsmose eller Tingbjerg, hvor man samtidig har brug for flere værktøjer. Det er centralt at huske på, at vi løste, og hver eneste dag, stadig løser rigtig mange sociale problemer gennem de boligsociale indsatser. Det skal vi ikke glemme, bare fordi der kommer nogle nye og andre værktøjer ind i puljen.
Hvad vil du helst huskes for som boligminister?
– Jeg vil huskes som en boligminister, der fik genetableret boligpolitikken, som en politisk diskussion, og som fik sikret flere billige boliger i de større byer.
Du har rejst land og rige rundt, hvor du bl.a. har besøgt de ”hårde ghettoer”. Hvordan vil du beskrive dine indtryk fra de mange besøg?
– Jeg har været i de fleste af dem, og det er meget forskellige indtryk jeg har fået. Jeg er kommet i Agervang i Holbæk som barn og ung i forskellige sammenhænge, og det er ikke noget særligt stort område. Det har altid været et område, som man i Holbæk har kendt som et sted, hvor der var problemer af den ene eller anden art ligesom de fleste andre udsatte områder. Der er den dobbelthed dér og andre steder, at man både har en masse positive ting og tiltag, som hænger sammen med de gode frivillige indsatser og al det fællesskab, der er i områderne. Samtidig har du i Agervang også lejligheder, der bliver brugt som bandeklubhus eller f.eks. hashklubber, og der er store slagsmål om sommeren mellem bandegrupperinger. De to ting eksisterer samtidig, og det er vigtigt at forstå, når jeg har diskussioner med højrefløjen, så er det som om de ikke vil anerkende alle de gode aktiviteter og al det fællesskab i områderne. Når jeg diskuterer med partierne yderst til venstre, så er det som om de ikke vil acceptere, at der er nogle problemer, som er reelle og som skal løses. Jeg tror, at det er vigtigt at erkende, at de to ting kan sagtens leve samtidig – man kan sagtens være beboer i en lejlighed og så kun have dårlige oplevelser, og så kan der bo en beboer i lejligheden ved siden af, der kun har positive oplevelser. Det betyder ikke, at den ene oplevelse er forkert. Det betyder bare, at begge dele eksisterer i samme område.
Hvad er dine visioner for det boligsociale arbejde?
– Det er naturligvis, at man er med til at løfte de udsatte områder, sørge for at børnene får muligheder som alle andre steder i Danmark, sørge for at de voksne, der bor der, bliver en del af det danske samfund, hvis de ikke er det i forvejen. Formålet med de boligsociale indsatser står rimeligt klart for mig. Det er ikke det, som er problemet. Udfordringen er, hvordan vi kommer bedst derhen.
Hvad kan Center for Boligsocial Udvikling bidrage med?
– I er jo helt klart den vigtigste driver i forhold til at sørge for en effektiv boligsocial indsats. Sørge for, at man lærer noget af hinanden de forskellige steder, sørge for at man bruger de metoder, man ved, der virker. Og ikke mindst sørge for at slå myten ihjel, om at de boligsociale indsatser er noget med, at man ansætter nogen til at gå og lave et eller andet, som man ikke rigtig ved, hvad er. Det er jo ikke tilfældet. Tilfældet er, at langt de fleste af de indsatser er meget veldokumenterede, og de har en stor effekt. Og der er Center for Boligsocial Udvikling bl.a. afgørende for at det arbejde fortsætter, så vi bliver bedre og bedre til at gøre det vi gør på det boligsociale område.