Center for Boligsocial Udvikling lukker pr. 1/1 2025

Center for Boligsocial Udvikling lukker pr. 1. januar 2025. Centerets hjemmeside vil dermed også lukke, og viden publiceret på hjemmesiden overgår til Landsbyggefonden.

Landsbyggefonden sikrer, at offentliggjort viden fra CFBU fortsat er tilgængelig via BoligsocialNet. CFBU’s publikationer og vidensblade kan derfor fra 1. januar 2025 findes på https://www.boligsocialnet.dk/

Henvendelse om indsatser i udsatte boligområder, støttet af Landsbyggefonden, kan ske til Landsbyggefonden. Hvis du vil holdes løbende orienteret om nyheder og viden fra Landsbyggefonden kan du tilmelde dig ”Nyt fra Landsbyggefonden” her: https://lbf.dk/nyheder/

Administrative henvendelser vedrørende Center for Boligsocial Udvikling skal rettes til Social- og Boligministeriet.

Hjem / Nyheder / AT ÅBNE ET LUKKET LAND
nyheder
1. juni 2017

AT ÅBNE ET LUKKET LAND

Hvordan sætter man gang i beskæftigelsen i udsatte boligområder? Det giver CFBU nogle bud på i håndbogen ‘Sæt gang i beskæftigelsen’. Her bringer vi den første af tre fortællinger fra udgivelsen.

Det handler om at opbygge selvtillid hos borgerne og tillid hos arbejdsgiverne, fastslår Mohammed Teta i dette interview. Derfor skal den lokale beskæftigelsesindsats have fokus på at klæde de ledige på til arbejdsmarkedet og på at skabe kontakt til virksomhederne.

Mohammed bliver ansat i Varbergparken i 2001. Området brænder, ambulancer tør ikke køre ind i området uden politiet, og Haderslev Politi tør ikke køre ind i området uden opbakning fra Kolding politi. Mohammed går målrettet ind og arbejder med holdning og opdragelse både hos de unge og hos forældrene. Han ved, at han kan løse problemer og tale med mennesker, og det er det, der skal til. Hans mål er at få dem så integreret, at de begynder at føle, at Danmark er deres land. Han er ikke et sekund i tvivl om, at den eneste vej til integration er arbejde – alt andet kommer bagefter. ”Når du kommer i arbejde, lærer du sproget, du lærer folk at kende, du lærer de andres kultur at kende, og du tilhører en gruppe,” siger han insisterende. Arbejdet er nøglen.

Hvad kan vi gøre sammen?
I vinteren 2005 er der folketingsvalg. TV Syd har omdannet aktivitetslokalet i Varbergparken til et summende tv-studie, og valgdebatten er i gang på direkte tv. Beboere og medarbejdere fra boligområdet har mulighed for at stille spørgsmål til politikerne. Mohammed holder sig ikke tilbage. Han spørger: ”Hvad vil I gøre ved beskæftigelsen for indvandrere og flygtninge?” og giver selv sit eget bud på, hvordan den offentlige sektor skal vise vejen for den private. To dage efter kommer integrationschefen fra kommunen på besøg. Han har set Mohammed på tv og vil gerne tale med ham – ”hvad kan vi gøre sammen?” spørger han. Det bliver starten på samarbejdet om Det Grønne Sjak.

I dag er Det Grønne Sjak et fast etableret samarbejde med kommunen, hvor beboere i området ansættes til at vedligeholde de grønne områder i Varbergparken. I højsæsonen har de 22 ansatte. Sjakket er kendetegnet ved rummelighed og ansætter både fleksjobbere, langtidsledige, praktikanter og sygemeldte. For nogle er det et helt almindeligt job, for andre et sted at blive afklaret, og for nogle er det første skridt på vej ud på arbejdsmarkedet efter lang tids ledighed.

Du skal kende nogen
Ramee står på Mohammeds kontor med et blik i øjnene, der både rummer frustration, håb og opgivelse. Han beder om hjælp til at finde et arbejde. ”Jobcenteret kan ikke finde noget til mig, kan I hjælpe mig?” spørger han. Ramee er flygtning fra Syrien, han har en kone og tre børn og er bekymret for, at deres liv skal blive endnu sværere, hvis han ikke snart finder et arbejde. Han vil arbejde med alt, hvad som helst. Efter samtalen kigger Mohammed ud ad vinduet, bladene er så småt begyndt at blive gule, og tunge skyer farver himlen grå. Ærgerligt, at det ikke er højsæson i Det Grønne Sjak, tænker han, det havde måske været en mulighed, men de mangler ikke medarbejdere på denne tid af året.

Mohammed har selv erfaret, at det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet, når man er ny i landet, så han har fuld forståelse for Ramees situation. Han er indvandret fra Algeriet i slutningen af firserne og har blandt flere andre uddannelser en bachelorgrad i samfundsvidenskab og en master i International Business fra England. Alligevel havde han svært ved at finde arbejde i Danmark. Han har mærket på sin egen krop, hvor hårdt det er ikke at kunne få et job, og hvor meget det betyder at have et netværk. ”Danmark er et lukket land,” siger han. Ordene falder hårdt. Du skal kende nogen for at få et job, og det er problemet for mange af dem, der bor her, de har ikke det nødvendige netværk til arbejdsmarkedet i Danmark, mener han. Derfor lægger han stor vægt på, at beskæftigelsesindsatsen i boligområdet skal gå på to ben.

Det er kombinationen, der gør det
Der skal både arbejdes med den enkelte for at give dem troen på, at de kan, og der skal arbejdes med virksomhederne for at skabe de nødvendige jobåbninger, så vi kan finde jobs til folk som Ramee, siger han. Der skal opbygges tillid til arbejdsgiverne og selvtillid hos de ledige.

Styrken i Varbergparkens beskæftigelsesindsats er, ifølge Mohammed, at de har kombinationen af en arabisk medarbejder, der kan arbejde med indvandrerne i området, og en dansk medarbejder, der kan åbne dørene til det danske arbejdsmarked. ”Mit arbejde går ud på at holde drømmen i live hos beboerne. Drømmen om at have et liv med et almindeligt arbejde, et liv, hvor man har råd til at købe en is til sine børn, og hvor man kan planlægge sin fremtid, eller sin sommerferie. Det er der mange her i Varbergparken, der ikke kan,” siger Mohammed og holder en lille pause i talestrømmen, for at ordene kan synke rigtig ind. ”Jeg kan deres sprog, jeg kan læse deres kropssprog, og jeg kender deres kultur, derfor taler de med mig.” Samtidig fremhæver han, at det er vigtigt, at de har en medarbejder, der kan åbne dørene hos virksomhederne. En, der taler deres sprog, og som virksomhederne oplever kan stå inde for de mennesker, som de sender ud til dem. For på den måde kan de være det netværk til arbejdsmarkedet, som beboerne her ikke selv har.

 

 LÆS MERE OG HENT UDGIVELSEN

Se seneste nyheder