RAPPORT: Kommunale og boligsociale indsatser skal i langt højere grad koordineres i de udsatte boligområder. Og der er behov for en styrket indsats, når 35 procent af de unge risikerer at havne i store sociale problemer, viser en ny rapport.
Artiklen er skrevet af Line Jenwall.
Oddsene er dårlige for børn og unge fra sårbare familier i belastede boligområder, og derfor skal der sættes ind lokalt.
Det fastslår en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling, der zoomer ind på potentialerne i de boligsociale indsatser.
For boligsociale indsatser gør en forskel. Både for her og nu-problemer og for en fremadrettet forebyggelse, selvom de ikke kan løse de store strukturelle problemer i boligområderne, hvor arbejdsløsheden er høj, indkomsterne lave og integrationen er dårlig.
“Med skræddersyede boligsociale indsatser kan man lave nogle tilbud, som matcher de behov, der er i området,” siger Nana Øland Frederiksen, der står bag rapporten fra CFBU.
Og generelt set, er behovet stort.
Risikoen for, at unge fra udsatte boligområder løber ind i en negativ udvikling med store sociale problemer til følge, er mere end syv gange større, end risikoen for unge under 18 år på landsplan.
Hele 35 procent af de unge, der vokser op i en såkaldt sårbar familie i et udsat boligområde, er i risiko for at havne i en negativ spiral, der ender med særlig støtte efter servicelovens børneparagraffer. Det betyder for eksempel aflastningsophold uden for hjemmet, familiebehandling eller personlig rådgivning fra kommunernes side.
Tillid vindes i hverdagen
Derfor skal de boligsociale indsatser i de udsatte boligområder målrettes de såkaldte sårbare familier, fastslår den nye rapport.
Med den enkelte familie for øje bør kommunale og boligsociale indsatser i langt højere grad gå hånd i hånd for at styrke forældrenes trivsel. Deres viden om systemerne skal oprustes, og de skal have hjælp til at etablere sociale netværk og tillidsfuld kontakt til relevante aktører i kommunen.
Tilliden er særlig afgørende ifølge Nana Øland Frederiksen fra CFBU. Og på det punkt har de boligsociale medarbejdere en vigtig fordel i forhold til kommunale sagsbehandlere, fordi de til hverdag færdes i boligområderne og kan vinde borgernes tillid.
“Kontakten bliver ikke kun knyttet op omkring et problematisk møde, for eksempel omkring barnet. Borgerne lærer den boligsociale medarbejder at kende gennem andre sammenhænge, og det skaber en tillid, så de åbner sig mere op,” siger Nana Øland Frederiksen.
De kommunale sagsbehandlere sidder til gengæld inde med en lang række løsningsmuligheder og tilbud til de udsatte unge og deres familier.
Men der hersker en frygt for de kommunale myndigheder blandt borgerne i de udsatte boligområder, fordi sagsbehandlerne også har sanktionsmuligheder og i sidste ende kan fjerne børnene, forklarer Nana Øland Frederiksen.
“Den helt ideelle konstellation er en lokal, boligsocial medarbejder, der kan opbygge tilliden gennem de mange daglige møder, og som kan bygge bro til en socialrådgiver, der kan tilbyde hjælp,” siger hun.
Tilgængelighed og åbenhed
Brobygningen og samarbejdet mellem institutionerne er vigtigt, mener formand for Socialrådgiverne Majbrit Berlau.
“Det har aldrig været tiltænkt, at man skal have mistillid til sagsbehandleren i kommunen, blot fordi de sidder med myndighed. En af de ting, vi skal kunne forvalte, er tillidsskabelsen til borgerne, og en del af den tillid handler om tilgængelighed og åbenhed om, hvad borgerne kan forvente sig,” siger hun.
Og der er inspiration at hente fra de lokale indsatser.
En kommunal indsats med sagsbehandlere i de belastede boligområder vil smidiggøre samarbejdet mellem de boligsociale indsatser meget mere og skabe en helt anden tilgængelighed mellem borgere og den offentlige forvaltning, forklarer Majbrit Berlau.
En større strukturel sammenhæng
Men de boligsociale indsatser skal stadig ses i et større perspektiv.
For når 35 procent af de unge fra udsatte boligområder risikerer at ende i sociale problemer, er det et udtryk for, at mange af de udsatte borgere er samlet i samme boligområder og har svært ved at blive løftet ud, påpeger Nana Øland Frederiksen.
Problemerne i de udsatte boligområder hænger sammen med en kombination af strukturelle problemer, der både tæller fattigdom, arbejdsløshed, integration. Og de er ikke til at komme helt uden om, mener Majbrit Berlau.
“Uanset, hvilket samfund vi indretter os, vil der være boligområder, der er mere udsatte end andre. Så længe der er ulighed i vores samfund, er det klogt at arbejde med boligsociale indsatser,” siger hun.
Nana Øland Frederiksen er enig:
“Det er vilkårene. Ellers skulle man lave nogle meget grundlæggende ændringer i vores samfund,” siger Nana Øland Frederiksen.
Samarbejde er vejen frem
Grundlæggende ændringer af samfundet er en politisk opgave, og også boligminister Carsten Hansen er opmærksom på problemerne i de udsatte boligområder og ser potentialer i de boligsociale indsatser.
“Vi skal understøtte forældrene i at tage sig af de sårbare unge mennesker, og vi skal aktivere netværket omkring den unge. Det er en kompleks opgave, men jeg vil gøre, hvad jeg kan, og heldigvis har vi sat mange penge af, så vi kan bryde den her onde spiral,” sagde han for nylig til DR.
Sidste år landede boligministeren en bred boligaftale, der blandt andet afsatte 450 millioner kr. til boligsociale indsatser.
Men de boligsociale indsatser i de udsatte områder kan ikke stå alene, og Nana Øland ser et stort udviklingspotentiale i samarbejde og koordination mellem socialforvaltningen og de boligsociale medarbejdere.
“Vi kan se, at kontakten tit går fra den boligsociale medarbejder til socialforvaltningen i kommunen. Det er et udtryk for, at socialforvaltningen måske ikke altid er så god til at se mulighederne i at samarbejde med de lokale kræfter.”
Også Majbritt Berlau mener, at det er en skam, at boligselskaberne for det meste står alene med opgaven, og et tab, at der ikke er en større offentlig indsats.
Og selvom de boligsociale indsatser betragtes som en succes, går udviklingen langsomt.
Antallet af udsatte boligområder er ikke faldet, siden man begyndte at opgøre dem på den såkaldte ghetto-liste.