Der er et stigende fokus på problematisk skolefravær blandt danske børn og unge. Det ses bl.a. i den dugfriske rapport Skolens tomme stole, der netop er udgivet af Børns Vilkår og Egmont Fonden. Problematisk skolefravær kan defineres som fravær, der har et omfang og en karakter, hvor det går ud over børnenes læring og sociale relationer i skolen. Forskning peger på, at et højt skolefravær har direkte betydning for børnenes karakterer og muligheder for at gennemføre en uddannelse. Forskningen peger desuden på, at mange af de “tomme stole” står i de udsatte boligområder, og at der grund til særlig opmærksomhed på fravær hos disse børn og unge.
CFBU inviterer derfor til en online temadag med det formål at kickstarte samarbejder mellem boligsociale indsatser og skoler omkring problematisk skolefravær. Temadagen foregår online. Om formiddagen vil der være oplæg om problematisk skolefravær og inspiration til, hvordan man kan samarbejde om emnet. Formiddagens program er åbent for alle, som ønsker at vide mere om problematisk skolefravær. Over middag afsættes tid til at I sammen med jeres lokale samarbejdspartnere kan tage første spadestik til et samarbejde. Deltagelse i eftermiddagens program forudsætter således, at I er en gruppe af lokale samarbejdspartnere.