Hvordan styrker vi naboskabet i landets udsatte boligområder? Hvem har de gode erfaringer? Det kan du få inspiration og svar på, når CFBU’s naboskabskonference løber af stabelen den 8. november 2017. Her vil blandt andet være teoretisk funderede oplæg, resultater fra CFBU’s evalueringer og konkrete eksempler fra praksis.
Naboskabet i de udsatte boligområder har det ikke helt så godt som på landsplan. En tidligere undersøgelse CFBU har foretaget viser, at kun omkring 32% af beboerne i de udsatte områder vurderer naboskabet til at være positivt, mens det på landsplan er hele 75%. Der ligger derfor en vigtig opgave for kommuner, boligorganisationer og boligsociale helhedsplaner i at styrke naboskabet.
Svage sociale relationer mellem beboere er bl.a. et problem, fordi det gør det svært at bringe ressourcer og netværk i spil, når en negativ udvikling i boligområdet skal vendes. Der er derfor et markant behov for at underbygge en positiv udvikling, hvor beboernes tilhørsforhold styrkes og engagementet i boligområdet fremmes.
Målgruppe: Konferencen henvender sig til alle boligsociale og kommunale medarbejdere, der arbejder med eller har interesse i at styrke naboskabet i udsatte boligområder.