I forlængelse af tidligere undersøgelser af arbejdet med forebyggelse og efterværn i relation til negativ social kontrol, har CFBU afslutningsvist vendt blikket mod de civile aktører for at undersøge deres potentialer i arbejdet.
Indsigterne har vi samlet i to handouts, der kan danne afsæt for videre undersøgelser og dialoger om civile aktørers rolle i forhold til negativ social kontrol:
Del 1: SPÆNDVIDDEN I DET CIVILE BIDRAG – Perspektiver fra en kortlægning, der viser spændvidden i, hvordan civile aktører adresserer og arbejder med negativ social kontrol.
Del 2: FORANDRINGER INDEFRA – Indsigter fra undersøgelser og interviews, der zoomer ind på, hvordan civile aktører omsætter begrebet ’negativ social kontrol’, og hvordan de kan bidrage til arbejdet med negativ social kontrol gennem fællesskabende initiativer og lokalt arbejde.
Publikationerne henvender sig til alle, der gerne vil blive klogere på krydsfeltet mellem civile aktører og arbejdet med negativ social kontrol. De er fx relevante for boligsociale eller kommunale medarbejdere og ledere, der er interesserede i at understøtte og samarbejde med civile aktører. Publikationerne kan også bruges som inspiration for aktører, der arbejder eller ønsker at arbejde med forebyggelse og efterværn i relation til negativ social kontrol – særligt gennem gruppeorienterede og lokalt forankrede initiativer.