Regeringens finansforslag indebærer en nedlæggelse af 1000 årsværk i staten, hvor CFBU desværre er blandt de ramte. Centret lukkes ved årets udgang, hvilket kan få betydelige konsekvenser for det boligsociale arbejde i udsatte boligområder. Centerleder Anne Maria Foldgast giver i dette interview sit syn på, hvad lukningen kommer til at betyde for feltet.
Hvordan har CFBU været med til at styrke det boligsociale arbejde i Danmark?
CFBU har spillet en central rolle i at udvikle, dokumentere og udbrede forskningsbaseret viden om de udsatte boligområder i Danmark. Gennem vores forskning og samarbejde med boligsociale aktører har vi formået at identificere udfordringer og potentialer, hvilket har bidraget til at løfte hele feltet. Vi har leveret værktøjer og rådgivning, der har gjort det muligt for boligorganisationer og kommuner at arbejde mere systematisk og målrettet med sociale udfordringer i udsatte boligområder. Vores arbejde har ikke kun fokuseret på de umiddelbare problemstillinger, men også på de langsigtede løsninger, som styrker fællesskabet og integrationen i boligområder og de omgrænsende byer.
Hvilke konsekvenser forventer du, at lukningen får for aktørerne i feltet?
Lukningen af CFBU vil uden tvivl efterlade et kritisk tomrum. For mange boligsociale aktører, byplanlæggere og frivillige organisationer har CFBU været en pålidelig kilde til viden, rådgivning og sparring, og de vil nu stå uden en national enhed til at understøtte og samle feltet. Jeg frygter, at vi vil se et tilbageskridt, hvor der bliver mindre fokus på systematiske og evidensbaserede indsatser, hvilket kan føre til mindre effektive løsninger på nogle af de komplekse sociale problemer, vi arbejder med. Samtidig risikerer vi, at de gode erfaringer og viden, vi har samlet gennem årene, går tabt.
Hvad skal der ske med den viden og de redskaber, CFBU har skabt? Er der en plan for, hvordan det boligsociale felt fortsat kan drage nytte af dem efter lukningen?
Det er et af de vigtigste spørgsmål lige nu. Vi har opbygget en betydelig mængde viden, analyser og værktøjer, som vi mener er afgørende for at kunne videreføre det gode arbejde, som pågår i de udsatte boligområder. Landsbyggefonden sikrer, at offentliggjort viden fra CFBU fortsat er tilgængelig via Boligsocialnet. CFBU’s publikationer og vidensblade kan derfor fra 1. januar 2025 findes på boligsocialnet.dk. Derudover har vi kontakt til vores mange samarbejdspartnere, som tager de fælles projekter videre og CFBU`s arbejde vil derfor også være at finde hos Kulturens Analyseinstitut, MÆRK og CFSA. Vores håb er, at nogen vil tage faklen op og videreføre det arbejde, vi har startet, så feltet stadig kan trække på de erfaringer og redskaber, vi har udviklet gennem årene.